Per Nilsson er pensioneret chauffør og fylder 75 år 3. januar. Han sidder i Seniorrådet i Glostrup og i Faglige Seniorers Hovedbestyrelse. Foto: Carsten Elert.

Trafik er chaufførens store interesse: Nu fylder Per Nilsson 75 år

Per Nilsson fik opfyldt sin store drøm om at blive chauffør, men fik sin faglige opdragelse i en skurvogn. Den tidligere brancheformand for chaufførerne i København er en stor fortaler for kollektiv trafik. 3. januar fylder han 75 år.

“Vi er en stærk organisation og er blevet stærkere politisk. Og så er Faglige Seniorer blevet mere kendte. Førhen skulle man altid forklare hvem vi er, og det skal vi ikke i samme udstrækning nu. Det skyldes blandt andet Seniorhåndbogen og Nyhedsbrevet”, siger Per Nilsson.

Han fylder 75 år den 3. januar 2020, og er pensioneret chauffør. Nu sidder han i Seniorrådet i Glostrup og i Faglige Seniorers Hovedbestyrelse.

“Men jeg kunne godt ønske mig, at vi fik meget mere styr på kommunegrupperne. De er rigtig vigtige for Faglige Seniorer, for det er lokalt vi kan få størst succes, er jeg overbevist om. Der er jo rent anarki i grupperne, og det giver ikke målrettet indflydelse. Vi burde kunne få mere ud af det politiske i grupperne. Mere lokal indflydelse på ældrepolitikken. Hos os har vi gang i 4 kommunegrupper, men der er jo mange flere at ta’ af, så vi har en stor opgave”.

Bondedrengen kom i flyvevåbnet

Per er født i Løjtland i Aabenraa området.

Jeg meldte mig som frivillig i Flyvevåbnet for at få en uddannelse som brand- og redningsmand.

“Vi havde ingen strøm, og vand skulle hentes 100 meter væk. Vi boede til leje. Far var bornholmer og bondekarl, og vi var 4 børn i små kår. På et tidspunkt da jeg var 8-9 år fik vi en landarbejderbolig i Stollig, og jeg kom i Skovby Skole. Man gik 7 år i skole, men til gengæld jo også om lørdagen. Efter de 7 år tjente jeg som bondekarl flere steder; blandt andet tre forskellige steder på Als. På sessionen blev jeg udtaget som artillerist, men meldte mig som frivillig i Flyvevåbnet for at få en uddannelse som brand- og redningsmand.

Uddannelsen bestod af 3 måneders militærtræning, og 9 måneders brand- og redningsskole, og så kom hverdagen. Vi kørte turnus med 1 dag til uddannelse og træning, 1 dag beredskab som bestod af at køre 2 udrykningstog, og ventetiden gik med at vedligeholde materiellet, en døgnvagt og derefter 2 fridage. Det sidste år kørte jeg i øvrigt redningsvognen; det vil sige at det var mig der skulle redde piloten og som det første huske at sikre katapultsædet, så vi ikke begge fik en flyve tur. Jeg havde en kontrakt på 3 år, og nåede også forbi Skrydstrup, Vandel og Karup.

Drøm gik i opfyldelse

Min drøm var at blive chauffør, men de krævede at man havde et livs erfaring og ikke var over 21 år. Svært at honorere! Så jeg kom på en byggeplads i Aabenraa, og var der i 3 år. Her fik jeg min faglige opdragelse i skurvognen og kom til at føre skurbogen med vores akkorder.

Men drømmen var stadig at blive chauffør. Jeg kom til at køre mælketankvogn for Sydstjernen Ostemejeri i et par år, da jeg var omkring 25 år og kom på Landtransportskolen og fik et buskort. De Gule busser i København søgte folk, og jeg fik job som chauffør i Herstedvester på linje 41. Og vognmanden havde et værelse, jeg kunne bo på i Brøndby. Her spillede jeg skak med værten.

På det tidspunkt var der mangel på chauffører, men vi kunne ikke presse lønnen op.

Jeg kom på linje 142 – kolonihaveruten hed den, for den kørte kun om sommeren. Og så hos De forenede Rutebiler og herefter Herlevruterne. Og så HT. På det tidspunkt var der mangel på chauffører, men vi kunne ikke presse lønnen op. I en forhandling med borgmesteren Erhard Jakobsen i Gladsaxe, blev det så til at vi alle fik funktionærlignende tilstande, og det betød fuld pension til alle. Også de nyankomne. Godt for mig, blandt andre!

Jeg var kasserer i chaufførklubben i Ballerup, sad i oplysningsudvalget og uddannelsesudvalget, og fik en uddannelse som uddannelsesambassadør. Jeg sluttede som brancheformand for buschaufførerne.

Pensionistkort til hele landet

Trafik har altid interesseret mig, og jeg kæmper stadig for gode trafikale løsninger.

Eksempelvis er Flextrafik givetvis godt ude i de tyndt befolkede områder i Danmark, men ikke i byområder. Her vil det derimod være med til at nedsætte livskvaliteten for os ældre. Dels fordi det erstatter den bus, som kører på faste tider og som for mange ældre betyder, at de kan besøge andre mennesker og hver dag ta’ til blandt andet aktivitetscentret og hilse på. Og Flextrafik erstatter jo også servicebussen, og det er et problem.

Dertil kommer, at det er ret dyrt at bruge for den enkelte ældre. Det handler jo meget om økonomi, og grunden til at vi skal have Flextrafik i stedet for buslinjer der dækker alles behov, er jo økonomi. Man sparer ved at nedlægge busruter, og så må den enkelte selv tilkøbe den relativ dyre ydelse som flextrafik jo er.

Her i Københavnsområdet har vi et ret billigt Pensionistkort, der betyder at man det meste af døgnet kan transportere sig rundt med tog og busser. Det kort skal vi værne om. At de ikke har det andre steder i Danmark er ærgerligt. Det så jeg gerne, at de fik, for det handler ikke om at vi skal stræbe efter den lavest mulige fællesnævner så ingen har et billigt Pensionist trafikkort. Næh, alle pensionister i landet burde naturligvis have et sådant kort. En politisk opgave for Faglige Seniorer!

Forudseende – men ting kan forældes

Det er vigtigt at vi tænker transporten ind i alle forhold. Eksempelvis skal Hvidovre Hospital udbygges, og det betyder, at ret mange mennesker skal derud til undersøgelser eller ud for at besøge pårørende, der er indlagt. Udvidelsen står færdig i 2024, men Glostrup Seniorråd har været forudseende og fik med gode argumenter gennemført direkte bus til Hvidovre Hospital i forrige valgperiode, hvor jeg var formand for trafikudvalget. Det var en af vores sejre. Det er linje 22, og det tager nu 25 minutter.

Ting tager tid i Danmark. Se nu eksempelvis Rejsekortet, som jo i princippet er en god ting. Men det har været så lang tid undervejs, at det rent teknisk er forældet. Der findes meget smartere systemer i dag, men nu har vi fået det, og så bliver det jo ikke lige skiftet ud. For pensionister er kortet ikke sagen. Man skal huske at tjekke både ind og ud, og det kan være svært at huske – især for ældre. I Seniorrådet her i Glostrup, har vi skrevet til Movia og gjort opmærksom på at det er nødvendigt at der kommer et Rejsekort for pensionister, hvor de ikke skal tjekke ind og ud. Det håber vi så de lytter til.

Transport forhindrer ensomhed

Selvom jeg selv har bil, bruger vi mest den offentlige transport. Den fungerer godt ind mod København, men på tværs er det mindre godt. Nu har vi i øvrigt også Ringstedbanen som aflaster den normale hoved – togbane der går fra København og vest på. Den er en god udvidelse der også skaber en masse arbejde. Det glæder mig at nogen har tænkt så langt.

Måske skulle man gøre al transport gratis.

Transport er så vigtig for os alle, og derfor skal der tænkes langsigtet – og også gerne utraditionelt. Måske skulle man gøre al transport gratis. Det er den jo i nogle byer i Danmark, og det går ganske godt. Det handler om transport frem for al bureaukratiet omkring salg af billetter og administration.

Nem transport er med til at forhindre ensomhed. Det kan være transport hen til tidligere kolleger i klubben. Vi skal arbejde for at få flere til at komme i vores klubber og et godt slogan kunne være ’Ta’ en tidligere kollega med i klubben!’, slutter Per trafiksnakken.

Jeg skal nå 5 ting i resten af livet

“Jeg gik på pension som 65-årig, og umiddelbart efter tog vi på ferie i Grønland. En stor oplevelse.

I dag sidder jeg i Seniorrådet i Glostrup i Omsorgsudvalget, Økonomiudvalget samt i Regionsældrerådet.

Og jeg startede som man skal, som Bilagskontrollant i Faglige Seniorer hvor jeg nu er Sektionsformand i Storkøbenhavn. Et job jeg er glad for.

Fritiden går med skak, hvor jeg er holdleder i Aktivitetscenteret. Vi er 12 mand og 2 kvinder. Og jeg har også stået for skoleskak i nogle år.

Jeg dyrker rigtig megen motion. Går lange ture og træner i det kommunale center, hvor der også er svømmehal. Som ung havde jeg gigtfeber og træning hjælper på stort set alt. Træningen holder også min sukkersyge i ave.

Jeg rejser en del sammen med gode venner og veninder, og er medlem af flere jazzklubber. Tønderfestivalen er jeg på hvert år.

Resten at livet er der 5 ting jeg skal nå. Den ene er en tur til Alaska og Canada. Hvad de 4 andre er, håber jeg at ha’ god tid til at finde ud af. Jeg er jo kun 75 år…”

Per Nilsson holder åbent hus den 3. januar 2020 i Gildesalen i boligforeningen hvor han bor, Tunnelvej 20, Glostrup – i kælderen, fra klokken 11.

Artiklen er sidst opdateret mandag 16. december 2019 kl. 22:31

Emner: