Slidgigt er den sygdom, der rammer flest ældre. Kvinder er mest udsat.

Smerter? Se om du har frygtet sygdom der rammer ældre

Mange seniorer rammes af slidgigt i knæ, hofter, nakke og ryg. Men hvad er slidgigt? Og hvad kan du gøre?

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Er du over 60, så er der stor sandsynlighed for, at du er – eller bliver – ramt af slidgigt.

Der er dog gode råd at hente: Slidgigt kan forebygges med motion.

Slidgigt er den sygdom, der rammer flest ældre. Kvinder er mest udsat: 48 procent af kvinderne, der er mellem 65 og 74 år og næsten 59 procent over 75 år, lider af slidgigt.

Hver tredje mand mellem 65 og 74 år har slidgigt, og 39 procent af mænd over 75 år er ramt.

Slidgigt rammer ofte knæ, hofte, nakke, ryg og fingre.

Symptomer

De mest almindelige tegn på slidgigt er:

  • Smerter: Smerterne stammer ikke fra brusken i leddet, da der ikke er smertenerver her. Det er musklerne og andet væv omkring leddet, der gør ondt.
  • Stive led.
  • Knasen og skurren i leddene.
  • Hævede og ømme led.

Årsager

Slidgigt opstår primært som følge af vedvarende og ensformig belastning af leddene. Der kan være forskellige årsager:

  • Fysisk hårdt arbejde med forkert belastning af leddene gennem mange år.
  • Overvægt.
  • Skader.

For mange med slidgigt vil det være en fordel at tabe sig i vægt. Hvis du har fået en skade i et led, for eksempel en idrætsskade eller i en trafikulykke, kan du udvikle slidgigt. Slidgigten kan vise sig mange år efter, at skaden er sket.

Desuden er arv en mulig årsag, idet nogle familier rammes hyppigere end andre.

Hvad kan du gøre?

Det bedste, du kan gøre, er at få motion – og holde øje med symptomerne.

Det betyder ikke noget, hvor hårdt ramt du er. Motion er godt mod slidgigt i alle grader og styrker musklerne omkring de led, der er ramt. Samtidig viser mange undersøgelser, at fysisk aktivitet øger leddenes funktion og mindsker smerterne.

Motionen må naturligvis ikke belaste dine led, ligesom du også skal undgå vrid af leddene.

Tal med din læge og få eventuelt lagt et træningsprogram sammen med en fysioterapeut.

Den fysiske aktivitet skal vare ved hele livet – det giver energi og overskud. Du kan træne alene, men der findes også motionshold.

Læs også: Ny app: Træn dine smerter væk

Først publiceret: fredag 17. januar 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.