"Aflysningen gælder alle aktiviteter, som Faglige Seniorer står som arrangør af på landsplan, i sektioner og kommunegrupper", meddeler landsformand Ole Ibsen.

Coronavirus: Faglige Seniorer aflyser alle aktiviteter

Fagbevægelsens ældreorganisation har aflyst alle aktiviteter over hele landet - foreløbig frem til 1. maj.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Udbredelsen af coronavirus får nu landets næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer til at aflyse alle aktiviteter.

Det meddeler organisationens landsformand Ole Ibsen og direktør Palle Smed i et nyhedsbrev.

Her skriver de:

“Spredningen af coronavirus har sat os alle i en ekstraordinær situation, og i Faglige Seniorer har vi et særligt ansvar for de ældre, svækkede og syge.

Derfor aflyser Faglige Seniorer alle medlemsarrangementer foreløbig frem til 1. maj. Det gælder alle aktiviteter, som Faglige Seniorer står som arrangør af på landsplan, i sektioner og kommunegrupper.

Flere fagforbund har allerede aflyst møder og konferencer og lukket mødelokaler, og da vi i Faglige Seniorer repræsenterer en medlemsgruppe, der er særlig sårbar overfor coronavirus, opfordrer vi samtidig de mange seniorklubber m.fl. om at overveje det samme og aflyse deres arrangementer.

Der påhviler os alle et stort ansvar for at forsinke udbredelsen af smitte så meget som muligt, således at sundhedsvæsenet både vil være i stand til at håndtere de smittede og de øvrige behandlingskrævende opgaver.

Vi er naturligvis kede af de konsekvenser, aflysningerne har for vores medlemmer, men vi må forvente, at Sundhedsstyrelsen og regeringen i de kommende dage kommer med yderligere restriktioner i forhold til møder og arrangementer og derfor vælger vi allerede nu at lukke ned for alle medlemsaktiviteter.

Vi vil løbende orientere om udviklingen i vores nyhedsbrev og om de forholdsregler, vi hver især bør iagttage, og henviser til de retningslinjer myndighederne udstikker på www.coronavirus.dk.”

Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Der er mere end 230.000 medlemmer fordelt på 475 seniorklubber over hele landet.

 

 

 

Først publiceret: onsdag 11. marts 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 15:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.