Sommerpakke: Rejs Danmark tyndt i bus og tog for 299 kroner
Danskerne får i sommer mulighed for at opleve Danmark med et rejsepas, der giver fri rejse med kollektiv transport i otte dage for 299 kroner. Samtidig frigives 1 million billige Orange-billetter til DSB.
Senest opdateret: tirsdag 30. juni 2020
Holder du ligesom de fleste andre danskere ferie i Danmark i år, så får du nu mulighed for at komme rundt i landet med bus og tog i otte dage med et rejsepas til kun 299 kroner.
Samtidig åbner DSB for en million rejser på den billige Orange-billet.
Det oplyser transportminister Benny Engelbrecht.
De billige rejser er en del af regeringens forskellige sommerpakker, de skal hjælpe erhvervslivet og sætte gang i økonomien efter corona-nedlukningen.
Denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse.
Benny Engelbrecht, transportminister
“Vi har et fantastisk land – og denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse. Samtidig er det en god anledning til at bakke op om den kollektive transport og få passagererne tilbage. Med rejsepasset forener vi disse hensyn”, siger Benny Engelbrecht.
Billig på jorden, gratis på vandet
Regeringen har afsat 37,5 millioner kroner til 50.000 rejsepas og 1 million Orange-billetter i skolernes sommerferie.
Rejsepasset vil kunne bruges overalt i landet i DSB’s og Arrivas tog, i de lokale busser og lokaltogene, i metroen og Aarhus Letbane.
Med 1 million Orange-billetter, som koste højst 99 kroner og inkluderer en pladsbillet, vil mange danskere også få mulighed for at komme billigt på tværs af Storebælt.
Samtidig er der gratis færger for gående og cyklister i juli måned, så der er mulighed for at besøge alle egne af landet.
Rejsepas
- For 299 kroner vil man få mulighed for at købe fri rejse med al kollektiv transport i en periode på otte sammenhængende dage i skolernes sommerferie (fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august).
- Billetten købes som en print-selv-billet på DSB’s hjemmeside, og den vil gælde til alle offentlige kollektive transportformer (DSB- og Arriva-tog, bus, metro, lokaltog og letbane).
- Børn i alderen 12-15 år rejser til halv pris (149 kr.), og børn under 12 år rejser gratis i følgeskab af en voksen i henhold til de gældende rejseregler.
1 million Orange-billetter
- DSB vil udbyde 1 million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til en maksimal udbudsprispris på 99 kroner, inklusive pladsbillet.
- Børn på 12-15 år vil få 50 procent rabat, mens børn under 12 år rejser gratis i følgeskab af en voksen i henhold til de gældende rejseregler.
Vil du rejse med rabat i sommer?
Hvad vil du opleve
Vil du benytte dig af tilbuddet om at komme billigt rundt i Danmark i sommer? Og hvad vil du opleve? Fortæl om det Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER
https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/3025018354213089?__xts__[0]=68.ARBHVbLCinW58hkhWmeGYi_Z9pxXGpli71siv7pqQHO0CiwJ3lA5SBvmujqpXagE2si2wglcTtI-9RXJAXk7Ny3619meoVXHI_lrT9nKrYXfrE2M4E3OwVu0aatlCO1A_dC5Q0wg2QWwJuBT6FP3MpJ7Xz3P5tbhZZpi92SwTLTjF8jqjlzZ58nj-3ZM8vHoWQ7QSduFLIgw64k3tWKPOP6hM_QUjNkiREzn-GI_9kFA1xom4Nzqh8tLRvM1l4okN8L3XhdLGhx4v6Rop5rIEkwhos3G76NJ3S4XuddnVp8ltnVwLPR8NJyqlcZ4jS4h36oUN5yOJzawErUUlOuW2dyamA&__tn__=-R
Først publiceret: fredag 19. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juni 2020 kl. 10:22