Masser af ideer: Sådan kan Københavns kommune gøre livet bedre for seniorer
Se og stem om de mange ideer og send dine egne ideer ind.
Senest opdateret: torsdag 30. juli 2020
Har du en god idé til, hvordan københavnerne kan leve sundere? Eller hvordan de ældre i byen kan få et endnu bedre liv?
Kommunen oprettede i juni sidste år en hjemmeside, hvor man kan sende gode ideer ind.
Der er der allerede mange der har gjort. Der er blandt andet forslag om toiletbørster med langt skaft i hjemmeplejen, mødregrupper på plejehjem, flere bænke til handicappede og ældre samt ramper på fortove
Du kan se alle ideerne her, hvor du nemt kan stemme om, hvilke ideer du støtter. Du stemmer med et ”like”, som du kender det fra Facebook.
Indsend din egen ide
Du kan også sende din egen ide ind uanset om du selv er senior, er pårørende til en senior i København eller bor i København og bare har en god ide.
Du kan trygt lægge din ide op. Den kommer på hjemmesiden anonymt – man kan ikke se, at det er dig, der har foreslået ideen.
Kommunen hjælper også med at rette eventuelle slåfejl eller stavefejl og finder et billede, som passer til din ide.
Du kan følge med i, hvor mange stemmer din ide får, og hvis kommunen går videre med ideen, får du besked.
Kor på plejehjem
En af de ideer – der allerede er blevet til noget – er et forslag om, at sangkor skal kunne øve på plejehjem.
Mange kor mangler et sted at øve og nogle plejehjem har klaver og tomme lokaler. Det var baggrunden for et forslag, som også betyder, at beboerne på plejehjemmene får underholdning, når de kan se koret øve og komme til koncerter.
Kommunen har støttet forslaget ved at oprette en webside, hvor plejehjem kan tilmelde sig, så sangkor kan henvende sig, hvis de mangler lokaler.
Først publiceret: torsdag 30. juli 2020
Artiklen er sidst opdateret torsdag 30. juli 2020 kl. 13:39