Får du denne besked, skal du slette den. Det er ikke en SMS fra Statens Serum Institut, men fra svindlere, der vil franarre dig dit NemID.

Advarsel: Falsk SMS om corona-prøver

Har du fået en SMS fra Statens Serum Institut om corona-prøver, så pas på. Den kan være falsk.

Senest opdateret: tirsdag 18. august 2020

Lige nu tikker der på mange danskeres mobiltelefoner en besked ind, der tilsyneladende er fra Statens Serum Institut.

Mange har tilmeldt sig en coronatest og får besked om, hvornår de har tid – og også om, at der er svar på test.

Umiddelbart ser SMS’en korrekt ud og det meddeles, at der er ny post fra Statens Serum Institut, man skal logge på ved at klikke på et link i SMS’en.

Men pas på. Beskeden er falsk.

Klikker du videre, kommer du til en ny side, hvor du bliver bedt om verificere dig selv ved at uploade et billede af hele dit nøglekort til NemID.

”Herefter vil du blive videresendt til selvbetjening,” fremgår det.

Men ingen offentlig myndighed vil bede om, at du skal tage et billede af dit nøglekort eller andre private informationer.

Billedet af nøglekortet havner i stedet hos kriminelle, der kan misbruge det til blandt andet at hæve beløb fra bankkonto, kreditkort og køb på nettet. Eller ved at videresælge oplysningerne til andre kriminelle.

I øvrigt er webadressen coronaprøver.com en falsk webadresse. Den rigtige webadresse fra sundhedsmyndighederne er coronaprover.dk.

Sådan får du besked fra myndighederne

Hvis man bliver inviteret til få taget en COVID-19-antistofprøve eller COVID-19-virus prøve, så sker det altid via ens e-boks eller et fysisk brev.

På samme måde kan svaret på prøverne kun aflæses på ens personlige profil på www.sundhed.dk eller ved, at man kontakter sin egen læge.

Er virusprøven positiv – altså, har man COVID-19-virus i kroppen – vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patienssikkerhed.

Man skal ikke reagere på SMS-beskeder, hvor man bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til NemID eller bestille en COVID-19 test, advarer Statens Serum Institut

Først publiceret: torsdag 13. august 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 18. august 2020 kl. 10:28

Emner: