Med den nye reform vil 6 ud af 10 pensionister, der bruger kollektiv transport, rejse billigere end i dag. Ingen pensionister får prisstigninger på over 100 kroner om måneden.

Politikere enige: Billigere rejser til pensionister

Faglige Seniorer er tilfreds med, at pensionistkortet bevares med rabatter på 60-70 procent på pensionisters rejser i hovedstaden, på Sjælland og Lolland Falster.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Det bliver fortsat muligt for pensionister på Sjælland og i hovedstadsområdet at rejse billigt: Mimrekortet bevares.

Det er resultatet af mange måneders forhandlinger om en reform af pensionistrabatter i den kollektive transport på Sjælland, der torsdag blev blåstemplet af Folketingets Trafikudvalg.

Rejser med pensionistkort vil blive 50 og 70 procent billigere i forhold til normal pris. Desuden sikrer reformen, at alle pensionister får mulighed for rabat på mindst 25 procent, når de rejser med den kollektive transport.

Samtidig bevares pensionistkortet på pap uden check ind.

”Med den nye reform vil 6 ud af 10 pensionister, der bruger kollektiv transport, rejse billigere end i dag. Ingen pensionister får prisstigninger på over 100 kroner om måneden. Samtidig får alle pensionister adgang til samme rabat på hele Sjælland,” oplyser Din Offentlige Transport (DOT), der er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet.

Tilfreds med nye rabatter

Faglige Seniorer og de to øvrige ældreorganisationer Danske Seniorer og Ældresagen har sammen med Danske Handicaporganisationer har været med i forhandlingerne om reformen.

”Faglige Seniorer er godt tilfreds med de nye pensionistrabatter. Hele formålet med at ændre rabatstrukturen har været at sikre det store flertal, der ikke rejser hver dag eller flere gange om ugen en klækkelig rabat. Fra årsskiftet får alle pensionister med rejsekort en rabat på 25 procent. Uanset om de tager metroen i København eller bussen fra Nakskov til Vordingborg. Prisen er rigtig vigtigt, hvis vi skal få flere til at vælge bussen fremfor bilen,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer.

Det er fortsat rigtig billigt

Reformen er på plads efter at DOT i januar spillede ud med voldsomme stigninger og beskæring af rabatterne for pensionisters rejser med pensionistkortet.

Faglige Seniorer var blandt dem, der protesterede højlydt og gjorde opmærksom på, at pensionisterne nu var tvunget til at opgive deres aktive liv, fordi de ikke havde råd til at tage med den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

”Nu har vi fået tilført yderligere 12 millioner kroner til ordningen og prisstigningen på ”Mimrekortet” er begrænset til mellem 17 og 98 kroner om måneden.

”Det betyder, at det fortsat er rigtig billigt for pensionisterne at benytte deres ”mimrekort”. Med kortet i hånden kan de hver eneste dag køre med tog, bus og metro for noget der svarer til maksimalt 300 kroner om måneden. Det svarer til hvad en almindelig rejsende uden rabat skal betale for at køre frem og tilbage fra København til Solrød Strand på bare to gange,” siger Palle Smed.

Spærretid ophæves om eftermiddagen

Faglige Seniorer er også tilfreds med, at den såkaldte spærretid lempes, så spærretiden i eftermiddagsmyldretiden fra 2024 bliver afskaffet.

”Det betyder, at man kan tage af sted om formiddagen og hjem, når man vil om eftermiddagen uden at betale ekstra, hvilket er en stor fordel for rigtig mange pensionister, der deltager i aktiviteter i løbet af dagen,” siger Palle Smed.

Aldersgrænsen for rabat bliver desuden ændret, så den fremover følger folkepensionsalderen. Det betyder, at aldersgrænsen fra januar næste år stiger fra 65 år til 66,5 år.

Førtidspensionister kan fortsat få rabatten, uanset hvilken alder de har, meddeler DOT.

Hvad mener du?

Hvad er din reaktion på reformen af billet- og rabatsystemet for pensionister i Hovedstadsområdet, Sjælland og Lolland Falster? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

7 om nye rabatter og regler

Reformen af billet- og rabatordningerne for pensionisters rejser med kollektiv transport i DOT's område (Hovedstadsregionen, Sjælland og Lolland Falster)

  1. Pensionistkortet bevares på pap i DOTs område og vil som i dag være uden krav om check ind og check ud.
  2. Kortet kan købes for tre måneder ad gangen på pap på DOTs hjemmeside. Herudover sælges kortet også i betjent salg.
  3. Der vil fortsat være væsentlige rabatter på pensionistkortet – nu med samme rabat i hele DOTs område på mellem cirka 50 og 70 procent i forhold til normal pris (rabatten er afhængig af, om man køber et stort eller lille kort).
  4. Alle ældre får mulighed for rabat på minimum 25 pct., når de rejser med den kollektive transport.
  5. Der indføres rabat for pensionister på det almindelige rejsekort med check ind/ud på 25 procent fra januar 2021 stigende til 30 pct. i maj 2024.
  6. Pensionistkort kan ikke bruges i bus, tog og metro i morgenmyldretiden i hele DOTs område. I eftermiddagsmyldretiden kan pensionistkortet ligesom i dag ikke bruges i DSB-tog og S-tog i hovedstadsområdet. Begrænsningen i DSBs tog og i S-tog i eftermiddagsmyldretiden ophæves fra maj 2024.
  7. Ingen pensionister får prisstigninger på mere end 100 kroner om måneden svarende til maksimalt 50 procent.

Kilde: DOT

Først publiceret: torsdag 13. august 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.