Ejer du et sommerhus, har du en god mulighed for at tjene ekstra penge.

Har du sommerhus? Tjen 47.900 kroner om året (2025) på udlejning

Som sommerhusejer kan du skattefrit tjene 47.900 kroner om året (2025) på udlejning. Hvordan påvirker det din efterløn, pension og tillæg, hvis du lejer ud? Se det her.

Senest opdateret: mandag 25. november 2024

Ejer du et sommerhus, har du god mulighed for at tjene ekstra penge.

Er du så heldig at have et sommerhus, kan du tjene 47.900 kroner om året (2025) skattefrit, hvis du lejer ud via et bureau, som indberetter til SKAT.

SKAT af udlejning af sommerhus

Der er ingen grænse for antallet af dage, du kan leje dit sommerhus ud.

Der er kun ét bundfradrag for udlejning pr. fritidshus. Er I to ejere af sommerhuset, kan I altså ikke begge tjene 47.900 kroner om året (2025) skattefrit.

Overstiger indtægterne bundfradraget, er det kun 60 procent af det beløb, du skal betale skat af.

Hvis du lejer ud privat, skal du være opmærksom på, at bundgrænsen så kun er 13.100 kroner om året (2025).

Læs mere på skat.dk

Hvordan påvirker en lejeindtægt pension, tillæg og boligydelse?

Vi har spurgt Faglige Seniorers socialrådgiver, Carsten Riis om, hvordan en lejeindtægt påvirker din pension og tillæg.

“Skattefri indtægter påvirker ikke beregning af pensionstillægget, forklarer Carsten Riis. “Det gælder både for folkepensionister og førtidspensionister.”

“Hvis du tjener penge på at udleje et værelse, din bolig eller dit sommerhus, påvirker det ikke beregning af ydelser, hvis du holder dig indenfor grænsen af den skattefri indtægt.”

“Det påvirker heller ikke folkepensionens grundbeløb. Lejeindtægter, renteindtægter, andre pensioner, ATP med videre påvirker ikke grundbeløbet,” siger socialrådgiveren.

Hvis du tjener mere end den skattefrigrænse på 47.900 kroner om året (2025) på udlejning gennem bureau, så vil indtægten over 47.900 kroner om året (2025) indgå i beregningen af dit pensionstillæg.

Hvis du lejer ud privat, vil indtægter over 13.100 kroner om året (2025), indgå i beregningen af pensionstillægget.

Læs meget mere om fradrag ved udlejning af bolig, sommerhus, bil og båd på SKATs hjemmeside om deleøkonomi

Modregning i pensionstillægget

Enlig

Er du reelt enlig, er pensionstillægget 8.016 kroner om måneden (2024). Det er 96.192 kroner om året (2024).

For at få fuldt pensionstillæg må din indtægt ud over folkepensionen ikke være højere end 93.400 kroner om året (2024).

Pensionstillægget nedsættes med 30,9 % af din indtægt udover 93.400 kroner om året (2024) og bortfalder helt, hvis du tjener mere end 404.700 kroner om året (2024).

Par

Når du er gift eller samlevende med en pensionist, er det fulde pensionstillæg 4.102 kroner om måneden (2024). Det svarer til 49.224 kroner om året (2024).

Pensionstillægget beregnes på baggrund af jeres samlede indkomst. Hverken din eller din ægtefælles arbejdsindtægt eller sociale pensioner tæller med.

For at få fuldt pensionstillæg må din og din partners beregnede indtægt ikke være højere end 187.100 kroner om året (2024).

Pensionstillægget nedsættes med 32 % (16 % til hver) af beregnet indtægt over 187.100 kroner om året (2024) og bortfalder helt, når din og din partners samlede indtægter ud over pensionen er mere end 494.800 kroner om året (2024).

Efterløn og udlejning

Hvad betyder det for efterlønnen, hvis man lejer sit sommerhus ud og tjener 47.900 kroner om året (2025) skattefrit ?

Det er ikke vigtigt, hvor meget man kan tjene på udlejningen. Det, der er vigtigt, er, om aktiviteten (udlejningen) kan betragtes som formueforvaltning, fritidsbeskæftigelse eller selvstændig virksomhed.

Har du intet arbejde forbundet med udlejningen, og bruger du max 5 timer pr. måned på udlejningen, vil udlejningen kunne betragtes som formueforvaltning. Bruger du mere end 5 timer pr. måned, skal din a-kasse vurdere, om der er tale om egentlig selvstændig virksomhed eller fritidsbeskæftigelse.

Der vil som hovedregel kun være tale om selvstændig virksomhed, hvis der er tale om en erhvervsmæssig aktivitet med det formål at kunne leve af det. Og det vil sjældent være tilfældet, når du blot lejer sit sommerhus ud.

Det vil dog altid være en god idé at kontakte din a-kasse.

Først publiceret: mandag 29. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 25. november 2024 kl. 15:06

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.