Midlerne kan blandt andet anvendes til ledsagelse af borgere, der ikke selv kan komme ud og opleve kultur og sommerlandet.

Sommerpakke: 100 millioner til udsatte ældres aktiviteter

De svageste blev bedt om at være de stærkeste under coronakrisen: Nu regner det med millioner i sommerpakke.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

De ældre får nu en særlig sommerpakke som en påskønnelse af, at de har isoleret sig og dermed passet på sig selv og det øvrige samfund under coronakrisen.

100 millioner kroner er der sat af i sommerpakken til ældre og særligt udsatte.

”Samfundet åbner og regeringen og Folketinget har tidligere afsat mere end 500 millioner kroner til kulturarrangementer, koncerter eller ledsagelse til sociale aktiviteter, så mange ældre kan se frem til en sommer og et efterår med aktiviteter, der kan bringe større livskvalitet og glæde i hverdagen,” siger social- og ældreminister Astrid Kragh om sommerpakken.

Samfundet betaler tilbage

Indholdet i pakken – der er på i alt 1,6 millioner kroner, er regeringen og Folketinget partier netop blevet enige om.

Og det glæder Astrid Kragh.

”Nu er tiden kommet til at give en ekstra hånd til vores mest sårbare ældre og særligt ældre med demens og deres pårørende, der har haft en hård tid under corona-nedlukningen. Derfor afsætter vi nu midler til for eksempel supplerende, personlig eller praktisk hjælp, indkøb eller måske en snak om stort eller småt. Vi har bedt de svageste om at være de stærkeste under coronakrisen, og derfor er jeg glad for, at vi nu som samfund kan betale lidt tilbage,” lyder det fra ministeren.

Fokus på demens

Det bliver op til kommunerne at bruge pengene på de ældre.

En stor del af de afsatte midler i puljen – i alt 80 millioner kroner- anvendes til, at kommunerne kan iværksætte aktiviteter, som skal tage hånd om sårbare ældre og borgere på botilbud til mennesker med handicap.

Der skal være et særligt fokus på borgere med demens, herunder deres pårørende; to grupper, der har været hårdt ramt under corona-nedlukningen,

Dette gælder både beboere på demensplejehjem og demente, der bor i eget hjem.

Aktiviteterne kan for eksempel være fysisk rehabilitering, deltagelse på dag- og aktivitetscentre, aflastning og demenscafeer, fremgår det af sommerpakken,

Midlerne kan endvidere anvendes til at tilbyde sårbare ældre ekstra hjælp til for eksempel supplerende personlig og praktisk hjælp, indkøb, en samtale eller ledsagelse til sociale aktiviteter.

Bekæmpe ensomhed og isolation

Initiativer til imødekommelse af ensomhed hos borgere i eget hjem tænkes ind i aktiviteterne, fremgår det af sommerpakken.

Kultur og kulturoplevelser er vigtige for menneskers trivsel og mentale velvære. Særligt for sårbare ældre, som for manges vedkommende har været isolerede gennem længere tid.

Midlerne kan derfor endvidere anvendes til, at sårbare ældre kan deltage i kulturarrangementer, for eksempel koncerter eller forestillinger på plejehjem.

Midlerne kan også anvendes til ledsagelse af borgere, der ikke selv kan komme ud og opleve kultur og sommerlandet.

Først publiceret: onsdag 9. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.