Derfor skal du stille på uret natten til søndag
Husk at stille uret tilbage natten til søndag. Læs her baggrunden for, hvorfor hele landet ændrer tiden. Og hvorfor det kan blive dyrt at glemme det.
Senest opdateret: onsdag 23. oktober 2024
Efteråret nærmer sig sin afslutning, og det betyder, at vi skal omstille os til normaltid – også kaldet vintertid.
Forstå, hvorfor du natten til søndag skal stille uret en time tilbage.
Sker hvert år
Hvert efterår stilles urene en time tilbage, så vi kommer tilbage til normaltid, også kaldet vintertid, efter syv måneder med sommertid.
Vintertid er normaltid
Den formelle betegnelse for tiden om vinteren er dansk normaltid – DNT.
I international sammenhæng svarer det til den koordinerede universaltid – UTC – plus en time. Det er det, der tidligere har været omtalt som Greenwich Mean Time – GMT.
Sommertid fra marts
Sommertiden varer fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.
Vintertid: Uret skal stilles tilbage
Om efteråret skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03.00 til klokken 02.00. Vi får med andre ord en ekstra time det ene døgn.
Sommertid: Uret stilles frem
Om foråret skal uret stilles en time frem fra klokken 02.00 til klokken 03.00.
Sådan husker du det
Skal uret stilles frem eller tilbage? En god huskeregel er, at du ved sommertid stiller havemøblerne frem – og ved vintertid stiller havemøblerne tilbage.
Bliver lysere om morgenen
Når det er vintertid og uret stilles frem, vil det vil det være lysere, når man skal mandag morgen i forhold til samme tidspunkt på døgnet ugen forinden.
Husk parkerings-skiven
Har du ikke en digital parkeringsskive, er det vigtigt at huske at justere den, når vi skifter mellem sommer- og vintertid. Hvis du har digital parkeringsskive, skal du være opmærksom på, om den selv skifter til vintertid. Er P-skiven ikke korrekt, risikerer du en parkeringsbøde.
Indført i 1916
Sommertid blev første gang indført af Østrig og Tyskland i 1916 for at spare energi og dermed olie, som var knap på grund af Første Verdenskrig.
En række europæiske lande, herunder Danmark, fulgte trop 21. maj samme år.
Sommertiden kom igen fra 1940 til 1948, da Anden Verdenskrig fandt sted.
Permanent fra 1980
Ordningen blev først permanent i Danmark i 1980.
Standardiseret i EU
* Efter en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober. Resten af året har vi dermed normaltid.
* Reglerne om sommertid er fastlagt i EU-direktiv 2000/84/EF. Ifølge direktivet skal EU-Kommissionen hvert femte år offentliggøre sommertidens start og slut for de kommende fem år.
Kilder: Den Store Danske, Eur-lex og Ritzau.
Først publiceret: fredag 29. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret onsdag 23. oktober 2024 kl. 09:21