Ulidelig smerte: Helvedesild rammer hver 4. dansker
Risikoen for at få helvedesild stiger med alderen. Se her, om du er i særlig risiko for at få helvedesild.
Senest opdateret: mandag 13. marts 2023
Hvis du har haft skoldkopper som barn, har du risiko for at udvikle helvedesild som gammel. De fleste tilfældene af helvedesild ses hos personer over 50 år.
Jo ældre du bliver, jo mere stiger din risiko for at få sygdommen. Halvdelen af alle 85-årige har haft helvedesild.
Hvad er helvedesild?
Helvedesild kaldes også herpes zoster og er et smertefuldt udslæt med små blærer, der skyldes skoldkoppevirus.
Har du haft skoldkopper som barn, kan du potentielt få helvedesild. Virus har gemt sig i dine nerverødder og kan blive reaktiveret, vandre ud langs en af dine nerver til din hud give smerter og udslæt.
Ofte er udslættet halvsidigt og bælteformet og som navnet antyder, kan smerterne være voldsomme.
For op til 20 procent vil helvedesild ramme ansigtets store følenerve og give udslæt på pande, næsetip og til tider hornhinden, hvilket kan medføre synstab.
Er du over 50 år, kan helvedesild give langvarige nervesmerter, der kan vare måneder og år og være invaliderende.
Samtidig øges risikoen for at få slagtilfælde med 30 procent i 1 år efter, at du har haft helvedesild.
Helvedesild kan behandles med antivirale midler, som kan reducere udslæt og sygdomsforløb, men kan nervesmerter ikke forebygges.
Hvad er symptomer på helvedesild?
Symptomerne er til at begynde med hovedpine, utilpashed og eventuel feber. Derefter kommer der kløe, prikken, stikken og smerter i huden.
Efter 3-6 dage kommer der et udslæt med blærer i hudområdet.
Smerterne kan være meget kraftige og tiltager i løbet den første uge. Ligesom ved skoldkopper bliver udslættet skorpedækket og heler op.
Et udbrud af helvedesild varer cirka 1 uge.
Men sygdommen kan give nervesmerter, der kan vare måneder eller år, og som er svære at behandle. I nogle tilfælde kan helvedesild give synstab, ansigtslammelse og i sjældne tilfælde hjernebetændelse.
Du kan desværre få sygdommen det mere end én gang.
Kan man blive vaccineret helvedesild?
Der findes en vaccine mod helvedesild. Den er forholdsvis ny, så derfor er den ikke så kendt. Vaccinen hedder Shingrix, og den giver op mod 90 procent i beskyttelse mod helvedesild og langvarige nervesmerter.
Du skal vaccineres 2 gange med 2-6 måneders mellemrum. Vaccinen beskytter i 10 år.
Du kan blandt andet få vaccinen hos Danske Lægers Vaccinations Service og hos din egen læge.
Først publiceret: mandag 11. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. marts 2023 kl. 09:42