Har du sat en del af din pensionsopsparing i en pulje i din bank? Se billigere alternativer her.

Drop pensionspuljer i bankerne: De er alt for dyre

Forbrugerrådet Tænk dumper pengeinstitutternes puljeordninger, og finansiel rådgiver anviser alternativ løsning til cirka den halve pris.

Senest opdateret: onsdag 27. juli 2022

Har du sat en del af din pensionsopsparing i en pulje i din bank? Det gør mange, fordi det er en nem løsning.

Men det også en dyr fremgangsmåde. Det viser en test fra Forbrugerrådet Tænk.

Pengeinstitutterne tager fra lidt over 1 % til over 2 % i årlige omkostninger. Det vil sige, at en puljeopsparing på for eksempel 200.000 kroner koster kunden 2.000-4.000 kroner i årlig betaling til banken. De penge hiver pengeinstituttet selv på kontoen.

Og det gør de også, selvom puljen giver negativt afkast, som mange har gjort indtil nu i år.

Forbrugerrådet Tænk har en tommelfingerregel, som siger, at den slags investeringsprodukter maksimalt må koste 1 % i årlige omkostninger. Derfor er konklusionen, at pengeinstitutternes puljer er ”alt for dyre”.

Brian Sandbæk er enig i, at omkostningerne ligger i den høje ende. Han er uafhængig finansiel rådgiver med udgangspunkt fra Esbjerg.

”Men for nogle kunder kan det alligevel være en fornuftig løsning. Andre vil gerne skære ned på omkostningerne, og så findes der alternativer til puljerne,” siger Brian Sandbæk.

Tænk: Test af pensionspuljer

Danske Bank dyrest

Ifølge testen så har Danske Bank de højeste puljeomkostninger. I den anden ende ligger Spar Nord Bank. Men Spar Nord Banks omkostninger ligger også højere end Forbrugerrådet Tænks grænse på 1 %.

Brian Sandbæk siger, at en billigere løsning kan være, at kunder opretter deres eget værdipapirdepot i banken. Til det køber de investeringsbeviser med lave omkostninger. Det kan de selv gøre via deres netbank. Dermed kan de få en årlig omkostning på ned mod 0,5 %.

”Mange pengeinstitutter tager en årlig depotomkostning for at opbevare værdipapirer. Men den kan der også skæres ned på ved at flytte depotet til for eksempel Nordnet eller Saxo Bank,” anviser Brian Sandbæk.

Bedste investeringsforeninger

Forbrugerrådet Tænk har tidligere testet investeringsforeninger. Vinderen inden for gruppen med globale aktier er Sparinvest INDEX Dow Jones Sustainability World KL. Den har lave omkostninger og har også givet fornuftigt udbytte.

Hvis en kunde gerne vil satse på europæiske aktier, så anbefaler Forbrugerrådet Tænk Sparinvest INDEX Europa Growth KL.

Obligationer med lave omkostninger

Mange rådgivere anbefaler, at folk blander aktier og obligationer i deres pensionsopsparing. Brian Sandbæk peger på en af de investeringsforeninger med obligationer, som har lave omkostninger, og som har klaret sig godt. Det er Sparinvest INDEX Stabile Obligationer KL A

”Hvis man vil have halvt om halvt med aktier og obligationer, så kan man faktisk nøjes med at købe for eksempel den globale fra Sparinvest med aktier og den med obligationer. For halvdelen af pengene i hver,” siger Brian Sandbæk.

Han tilføjer, at Sparinvest er en sikker forvalter. Det er Nykredit, der er hovedaktionær. Nordnet og Saxo Bank er ifølge ham også sikre butikker.

Mulig ulempe

Brian Sandbæk siger, at bankerne ikke er så glade for, at kunder går i gang med den slags gør-det-selv-metoder. Det koster dem indtjening.

”Det fører forhåbentlig ikke til, at pengeinstitutterne forhøjer renten på for eksempel de boliglån, som kunderne har i forvejen. Men det kan få betydning, hvis man skal optage nye lån. Så vil banken måske ikke være så medgørlig som ellers.”

Dyrere end pensionsselskaber

Det er væsentligt dyrere at have penge stående i bankernes puljeordninger end i en arbejdsmarkedspension. Eksempelvis Industriens Pension og PensionDanmark har årlige omkostninger på 0,5-0,7 %.

De har stordriftsfordele ved at samle indbetalingerne fra medlemmerne i en stor kasse. Men det har bankerne i princippet også i deres puljeordninger.

ATP havde i fjor årlige omkostninger på 0,54 %.

Banker: Søg rådgivning

Faglige Seniorers nyhedsbrev har spurgt bankernes organisation om grunden til priserne på pensionspuljer. Vi har også spurgt, om bankerne har alternative tilbud, som er billigere. Det svarer Finans Danmark ikke på, men Birgitte Søgaard Holm har sendt en mail til redaktionen. Hun er direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark.

”Vi hilser altid analyser og anbefalinger om pension velkomne. Vi vil altid opfordre til at søge rådgivning i banken, inden der træffes beslutning om pension,” skriver Birgitte Søgaard Holm.

Først publiceret: onsdag 27. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 27. juli 2022 kl. 09:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.