Der er færre penge at handle ind for, når man er folkepensionist. Hele 7 procent er købekraften faldet, og det vil Faglige Seniorer nu have ændret på.

Faglige Seniorer: Folkepensionister snydes for fuld regulering af pensionen

Pensionister betaler af på gammel skattereform og rammes samtidig hårdt af den stigende inflation.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

En 10 år gammel skattereform betyder, at danskere på folkepension ikke får en fuld regulering af deres pension.

Det vil Faglige Seniorer nu have gjort op med.

“Det er fuldstændig grotesk, at pensionisterne ikke får forhøjet deres folkepension fuldt ud, fordi de skal betale af på en gammel skatteaftale. Folkepensionisterne er den gruppe, der er hårdest ramt af inflationen. Derfor må politikerne mødes og slette den ”gamle” gæld,” foreslår Faglige Seniorer, der er Danmarks næststørste ældreorganisation.

Skatteaftalen fra 2012 har udhulet folkepensionen og Faglige Seniorers direktør, Palle Smed, forudser, at folkepensionen bliver udhulet yderligere i 2023, fordi grundbeløbet ikke bliver reguleret fuldt ud som lønudviklingen.

Figuren viser årlig forskel mellem stigning i løn og satser og stigning i forbrugsudgifter. Kilde: Danmarks Statistik og Finansministeriet

Pensionisterne mister dermed 0,8 procent i regulering, fordi man for 10 år siden aftalte en skattereform, som blandt andet blev finansieret ved at overførselsindkomsterne skulle reguleres mindre end lønudviklingen.

Mister mest købekraft

Pensionisterne er den befolkningsgruppe, som lige nu oplever den største udhuling af købekraften. Det viser en analyse i regeringens økonomiske redegørelse, hvor pensionisterne mister helt op til 7 procent af købekraften.

“Det virker absurd, at pensionisterne skal betale af på den gamle skatteaftale i en situation, hvor manges hverdag er truet af de store prisstigninger, ikke mindst på varme og el,” siger Palle Smed.

Pensionister hele tiden bagud

Faglige Seniorer opfordrer samtidig politikerne til at se på hele reguleringen af folkepensionen. Den er for indviklet og bygger på gamle tal, mener Palle Smed.

Få mail med nyheder om seniorpolitik

Du skal ikke vente!

Få nyheden i din mailboks med det samme, når  der er breaking om senior- og ældrepolitik.

Faglige Seniorers redaktion følger med og giver dig besked, når det sker.

Så er du altid opdateret.

Tilmeld dig nyhedsbrevet SeniorPolitik HER - det er gratis.

”I dag bliver folkepensionen reguleret på baggrund af lønudviklingen for 1-2 år siden. Det betyder, at pensionisterne hele tiden halter bagud i forhold til lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Det er ikke rimeligt. Derfor foreslår vi, at pensionerne fremover reguleres på baggrund af forventningerne til den kommende lønudvikling. Det er et velkendt princip, og det bringer reguleringen i takt med den aktuelle situation”, siger Palle Smed, der dog erkender, at hans forslag ikke løser udfordringerne med den galoperende inflation.

Hvis politikerne lytter til Faglige Seniorers forslag, vil folkepensionen i 2023 blive reguleret med 3,6 procent. Det svarer til den forventede lønudvikling på nuværende tidspunkt.

Kilder: Regeringes forslag til finanslov for 2023, Økonomisk redegørelse, aug. 2022 fig. 1.8: Inflationen udhuler købekraften

Hvad mener du?

Faglige Seniorer vil have ændret den måde, folkepensionen reguleres på, så den følger den forventede lønudvikling på arbejdsmarkedet.

Hvad mener du om det?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Skattereform fra 2012 rammer pensionister

Udgangspunktet for regulering af folkepensionen er satsreguleringsprocenten, som er sat til 1,2 procent for finansåret 2021.
Det er lavere end de normale 2,0 procent.

Det skyldes den 10 år gamle skattereform fra 2012, hvor det blev aftalt, at overførselsindkomsterne frem til 2023 skulle sættes ned for at finansiere en omlægning af skatten med forhøjelse af beskæftigelsesfradrag og en højere grænse for topskat.

Reguleringen i 2022 tilpasses også af den såkaldte tilpasningsprocent, hvor man beregner den gennemsnitlige stigning i årslønnen i lønåret forud for satsreguleringsprocent – herfra fratrukket 2,0 procent.

Formålet er at sikre, at pensionerne følger den almindelige lønudvikling. I forbindelse med satserne for 2020, har man set på lønudviklingen i lønåret 2020. Og udviklingen i lønnen var desværre lav i 2020, og derfor er tilpasningsprocenten på minus -0,8.

Derfor ender reguleringen af grundbeløbet kun på 0,45 %

Kilde: Faglige Seniorer

 

Først publiceret: fredag 9. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.