"Vi har endnu ikke vænnet os til tanken om, at vi har vundet SÅ mange penge," siger den nye lottovinder.

Drønheldig pensionist: Vinder i lotto for anden uge i træk

Nordjysk pensionist har vundet præcist 10.000.060 skattefrie danske kroner ved at ramme 7 rigtige i Lotto.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, men for en nordjysk pensionist skulle der kun to forsøg til.

Den heldige mand havde ugen inden den store gevinst vundet en noget mere beskeden gevinst på 140 kr., som han besluttede sig for at geninvestere i at spille nogle ekstra rækker til den følgende uge.

En beslutning, der endte med at være den helt rigtige, da den gav ham en gevinst på hele 10. mio. kr.

“På en måde føles det næsten helt uretfærdigt. Vi får aldrig brugt alle de penge, så vi kunne godt have undt nogen, at der f.eks. havde været to vindere, som havde fået 5 mio. kr. hver. Men vi er selvfølgelig lykkelige for, at vi har vundet,” siger manden.

Det skal pengene bruges på

Den store præmiesum åbner en verden af muligheder for manden og hans kone, og det er noget, som de har tænkt sig at udnytte.

”Vi har i mange år snakket om, at vi gerne vil have lavet vores drømme-terrasse. Vores have ligger helt fantastisk med udsigt, så nu får vi hyret nogle håndværkere til at komme og lave det, så det bliver rigtig lækkert og med plads til, at vi begge kan være derude. Det glæder vi os meget til at kunne nyde, når det er færdigt.”

Den nye mangemillionær fortæller også, at han endnu ikke har fortalt nogen om den store gevinst – men det ændrer sig nok juleaften.

“Jeg har en plan om at fortælle det til min datter til jul. Så inviterer vi hende og hendes familie med på en sommerferie. Det glæder vi os til. I det hele taget kommer vi nok til at rejse en 3-4 gange om året – og lidt dyrere, end vi plejer,” slutter manden med et stort smil.

Kilde: danskespil.dk

Først publiceret: mandag 21. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.