Det er domsmænd og nævninge, der er med til at dømme i byretter og landsretter. Det giver løn. I øjeblikket 1.100 kroner om dagen.

Tjen penge på at dømme andre: Meld dig til at være lægdommer

Der er for få domsmænd og nævninge i alderen 70-75 år, men det kan rettes op, når kommunerne nu skal udpege nye. Hvervet er en mulighed for mange seniorer - og det giver løn.

Senest opdateret: tirsdag 31. januar 2023

Vil du være med til at sikre, at uskyldige bliver frikendt? Vil du tage del i, at forbrydere får den rette straf? Så har du chancen nu.

De danske kommuner er i gang med at udpege nye lægdommere. Det er de domsmænd og nævninge, der er med til at dømme i byretter og landsretter.

Lægdommere skal udgøre en repræsentativ del af den danske befolkning. Men i øjeblikket findes der forholdsvis for få domsmænd og nævninge i alderen 70-75 år. Det viser en undersøgelse fra Justitsministeriet.

3 om domsmænd og nævninge

1 Mange sager både i byretten og landsretten bliver afgjort af juridiske dommere og domsmænd. I byretten medvirker der to domsmænd og én juridisk dommer. I landsretten medvirker der tre juridiske dommere og tre domsmænd.

2 Nævningesager er sager, hvor anklageren kræver fængselsstraf på fire år eller mere, eller sager, hvor den tiltalte kan blive dømt til forvaring eller anden anbringelse.

3 I byretten består et nævningeting af tre juridiske dommere og seks nævninge og i landsretten af tre juridiske dommere og ni nævninge.

Læs mere i vejledning til domsmænd og nævninge HER

Hvervet er for mange seniorer og andre danskere – op til en aldersgrænse. Og det giver løn. I øjeblikket 1.100 kroner om dagen.

Se lægdommernes repræsentavitet HER

Sådan melder du dig

Mange kommuner har slået op på nettet, at de skal bruge nye lægdommere. Du melder dig ved at udfylde en simpel ansøgningsblanket på nettet. Det er nemt, hurtigt og gratis.

Vær opmærksom på, at nogle kommuner skal du henvende dig telefonisk. Nogle kommuner har lukket for tilgang.

I hver kommune findes der et ”grundlisteudvalg”, som udpeger blandt ansøgerne til en ”grundliste”. Den sendes til Vestre Landsret eller Østre Landsret. Her trækkes der lod, og dermed udpeges de nye lægdommere.

De begynder at virke fra 1. januar 2024 og er udpeget for fire år. Ingen af dem må fylde 80 år før udgangen af 2027. Det vil sige, at hvervet er for dem, der er født efter 1. januar 1948.

Se eksempel Københavns Kommune om lægdommere HER

Aldersgrænse hævet

Bare for får år siden måtte lægdommere ikke fylde 70 år inden udløbet af perioden. Men også her går aldersgrænserne opad.

Domsmænd og nævninge er en vigtig del af det danske samfund. Det er endda nævnt i Grundloven, at der skal medvirke lægmænd i strafferetsplejen.

”Det er vigtigt, at domstolene har en bred forankring i befolkningen. Det må ikke ende med, at det er overklassen, der dømmer underklassen,” advarer advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening.

Han håber derfor, at blandt andre seniorer melder sig til at være nævninge og domsmænd.

Læs Danmarks Domstole om lægdommere HER

Livserfaring skal bruges

Mange husker måske Bjørn Elmquist fra dengang, han var journalist på TV-Avisen. Han har også sidder i Folketinget.

I dag 84-årige Bjørn Elmquist siger, det er vigtigt, at lægdommerne reflekterer de seneste års aktivering i samfundet af seniorer.

”Deres store livserfaring skal have indflydelse på dommene i straffesager,” siger Bjørn Elmquist.

Læs om domsmænd og nævninge HER

Skynd dig!

Tidsfristen for ansøgning udløber mange steder i de kommende dage eller inden for et par uger. I for eksempel Aarhus 20. januar og i Aalborg og Randers 31. januar. I Vejle 15. februar og Roskilde strækker fristen sig til 24. februar. Interesserede skal skynde at melde sig.

Når en byret eller landsret skal bruge domsmænd eller nævninge, indkalder de personer fra listen for deres område. Hver lægdommer indkaldes typisk nogle gange om året.

Det er borgerligt ombud – hvad der betyder, at en arbejdsgiver skal give fri til at passe tjansen. Chefen må heller ikke pålægge at bruge feriedage på det.

Omvendt kan du ikke undslå dig. Du skal møde, når der bliver kaldt.

Hvis du bor mere end tre kilometer fra retten, får du dækket dine udgifter til transport, typisk svarende til udgiften til en standardbillet.

 

 

Først publiceret: tirsdag 17. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 31. januar 2023 kl. 21:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.