"Klart signal om, at muligheden for at kunne gå fra lidt før i den grad opfylder et behov hos mange danskere," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Foto: Marie Hald

Minister glæder sig: Over 10.000 er gået på tidlig pension

På et år er over 10.000 kommet på tidlig pension. 9 ud af 10 er enten ufaglærte eller faglærte som for eksempel håndværkere og slagteriarbejdere.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Over 10.000 danskere er gået på tidlig pension efter det fra 1. januar 2022 blev muligt at benytte at ordningen – der også er kendt som Arne-Pension.

Tidlig pension gør det muligt for borgere med et langt og ofte fysisk hårdt arbejdsliv at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år før folkepensionsalderen.

Arne-Plus og Tidlig Pension i fremtiden

I regeringsgrundlaget stod der, at Regeringen ville indføre en visiteret adgang til Tidlig Pension, kaldet Arne-Plus, som erstatning for seniorpensionen.

I november 2023 har regeringen meldt ud, at den dropper planen om Arne-Plus og forringelse af seniorpensionen.

Regeringen havde også lagt op til en ændring af Tidlig Pension, så pensionen kan tildeles for halve år og ikke som i dag kun for hele år.

Samtidig ønsker regeringen at sætte ydelsen op til cirka 15.000 kroner om måneden.

Hvornår det eventuelt kan komme til at ske, og hvilke årgange, der eventuelt vil være omfattet, er endnu uvist, og vi ved ikke, om Regeringen har skrinlagt ideen.

Faglige Seniorers nyhedsbrev vil følge den politiske behandling og skrive, når der er nyt om Tidlig Pension (Arne-pension) og serniorpension.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet gratis på www.fagligsenior.dk/nyhedsbrev

“Jeg er glad for, at så mange har fået muligheden for at gå på tidlig pension. Langt de fleste på ordningen er ufaglærte eller faglærte og har knoklet på arbejdsmarkedet i mange år – ofte med hårdt fysisk arbejde,” siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun henviser til, at 9 ud af 10 på tidlig pension enten er ufaglærte eller faglærte – og at hver tredje er ufaglært og to tredje er faglært.

Over 50.000 har fået ret til Arne-Pension

Det er muligt at ansøge om ret til tidlig pension fra man er fyldt 61 år via borger.dk.

Det har samlet 68.800 borgere gjort i perioden fra 1. august 2021 og frem til den 31. december 2022.

Af dem, som har fået behandlet deres ansøgning, har 51.200 borgere fået ret til tidlig pension.

“Det sender for mig et meget klart signal om, at muligheden for at kunne gå fra lidt før i den grad opfylder et behov hos mange danskere,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

For at overgå til tidlig pension, skal man som borger bekræfte, at man ønsker at gøre brug af retten. Det kan man tidligst gøre tre måneder før man kan modtage den første udbetaling.

Læs om tidlig pension i Seniorhåndbogen.

Seniorpension bliver en del af ordningen

Regeringen har planer om at udvide ordningen med tidlig pension med ordningen med seniorpension, så der bliver to indgange.

“Retten til tidlig pension er en vigtig del af vores pensionssystem. Og det er en prioritet for mig, at vi fremtidssikrer retten til tidlig pension og får skabt ro på området. Gennem årene er der lavet forskellige ordninger for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Vi mener, at der er behov for at skabe et mere enkelt system. Derfor foreslår regeringen at lægge tidlig pension og seniorpension sammen til én ordning med to indgange,” siger beskæftigelsesministeren.

Personer, der har en nedsat arbejdsevne på grund af helbreddet, kan i dag med seniorpension trække sig tilbage op til seks år før pensionsalderen.

SVM-regeringen vil i stedet indføre en såkaldt “Arne Plus”-ordning, hvor der kun er ret at trække sig tilbage tre år før pensionsalderen.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning – skal tidlig pension og seniorpension slås sammen, som regeringen foreslår – eller skal der fortsat være to ordninger?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: onsdag 18. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:46

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.