Efter tredobbelt epidemi falder smitte med luftvejsinfektioner
Coronavirus ser ud til at have tabt pusten i Danmark ifølge SSI. Smitte med RS-virus og influenza falder også.
Senest opdateret: tirsdag 24. januar 2023
Efter en periode med det, der er blevet kaldt en tredobbelt epidemi, ser det nu ud til, at smittekurven både i forhold til coronavirus, RS-virus og influenza er ved at knække.
Det viser en ugentlig tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er især smitte med coronavirus, der er faldet markant.
Faldet ses ifølge SSI på alle tilgængelige måleparametre.
Det vil sige, at det både ses i antallet af konstaterede tilfælde og i spildevandsanalyser. Også antallet af indlæggelser er faldet.
Glædelig udvikling
Tendensen er klar, siger Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder hos Statens Serum Institut.
“Det er glædeligt, at covid-19 nu ser ud til at have tabt pusten. Tendensen er klar, for vi ser faldet alle steder, hvor vi måler smitten,” siger hun i en pressemeddelelse.
Udviklingen ses blandt andet ved, at coronasmitten er faldet fra 77 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 1 til 35 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 2.
Bolette Søborg bemærker særligt, at faldet er sket hurtigt. Hun siger, at det kan skyldes en øget immunitet i befolkningen.
“Det er påfaldende, at det er sket så hurtigt og så markant, og eksempelvis ikke samtidig kan forklares med, at vejret er blevet bedre.”
“Det tyder på, at vi nu har opbygget en vis immunitet i befolkningen over for de virusvarianter, der i øjeblikket er i omløb,” siger hun.
Også smitte med RS-virus ser ud til at falde. Infektionen har været i omløb siden det tidlige efterår sidste år.
For influenzasmitten er der tale om et mindre fald.
Stadig markant forhøjet dødelighed blandt ældre
Statens Serum Institut gør opmærksom på, at der siden jul er sket et fald i antallet af test. Derfor skal tallene fortolkes med forsigtighed, siger SSI.
“Influenzasæsonen plejer først at toppe i februar eller marts, og det er ikke ualmindeligt, at der over jul og nytår ses et fald.”
“Men nu er det anden uge i træk, så noget kunne tyde på, at der faktisk er tale om et reelt fald. Det bliver interessant at følge smitten de kommende uger,” siger Bolette Søborg.
Trods generelle fald i smitten er der dog fortsat tegn på en markant forhøjet dødelighed i Danmark. Det gælder især blandt personer fra 75 år og opefter.
Overdødeligheden er tidligere blevet koblet sammen med udbredelsen af luftvejsinfektioner. Den ser ud til at være faldende, skriver SSI.
Dødsfald med corona kan registreres med flere ugers forsinkelse.
Tendensrapporten fra torsdag kigger på udviklingen fra uge 1 til uge 2.
Først publiceret: fredag 20. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. januar 2023 kl. 11:18