Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet, hvis man har symptomer på covid-19, føler sig syg og man samtidig er 65 år eller ældre.

Stigende corona i spildevandet tyder på mørketal for smittede

Færre bliver testet for covid-19, og det gør det sværere at følge smitteudviklingen.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Mens antallet af registrerede coronatilfælde ser ud til at være stabiliseret eller let faldende, er virkeligheden måske en anden.

Statens Serum Institut (SSI) ser i hvert fald en øget forekomst af covid-19 i spildevandsprøver.

Stigningen i vækstraten har ifølge SSI været cirka 17 procent de seneste tre uger.

Det kan tyde på, at der er et mørketal i antallet af smittede, skriver SSI i en pressemeddelelse baseret på en ugentlig rapport om coronasituationen.

“Da antallet af PCR-test er faldende, og testaktiviteten er på et lavt niveau, kan det tyde på, at stigningen i spildevandet er udtryk for et mørketal i antallet af smittede,” skriver SSI.

Overvågningen af covid-19 i spildevandet giver myndighederne et indblik i, hvordan smitten udvikler sig i samfundet uafhængigt af antallet af testede.

Ældre hårdest ramt

Ser man på antallet af personer, der er bekræftet smittet med covid-19 ved brug af PCR-test, ligger det de foregående uger stabilt på 17 til 18 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Den højeste forekomst af coronasmitte ses blandt de ældste på 80 år. Her var antallet af bekræftede smittetilfælde i sidste uge 42 tilfælde per 100.000 indbyggere.

For befolkningen som helhed var det 18 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Der er ikke længere en opfordring til, at man lader sig teste, hvis man ikke er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

Det har medført, at antallet af PCR-test er faldet drastisk.

Corona-testcentre lukker

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet, hvis man har symptomer på covid-19, føler sig syg og man samtidig er 65 år eller ældre.

Det samme gælder for gravide og for personer med kroniske sygdomme, der giver øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

Forleden blev det meldt ud, at alle offentlige corona-testcentre lukker senest 31. marts.

Antallet af indlagte med covid-19 er torsdag 196 personer, heraf er 11 indlagt på intensivafdelinger og tre i respirator.

De indlagte kan dog være indlagt af andre årsager end covid-19.

Først publiceret: fredag 17. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.