Nu skal du altså betale den fulde elafgift til staten igen, og det er tid at genopfriske de mange spareråd.

Din elafgift stiger 1. juli: Her er de gode spareråd

Lige om lidt skal du igen betale fuld elafgift på 87 øre per kilowatt-time. Derfor kan det være en god idé at holde øje med dit forbrug og fortsætte de gode sparevaner.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

Da strømpriserne eksploderede sidste år, besluttede Folketinget at nedsætte elafgiften i de første seks måneder af 2023.

Elafgiften er en del af den pris, du betaler for hver eneste kilowatt-time strøm, du bruger.

Den plejer at være på 87 øre per kilowatt-time, men siden januar har vi kun betalt 1 øre per kilowatt-time.

Men nu er det slut.

Fra 1. juli skal du igen betal fuld elafgift, og det betyder, at Danmark går fra at have en af de laveste elafgifter i EU til igen at have den højeste.

Time dit energiforbrug

Flere energiselskaber kører med forskellige priser på forskellige tider af døgnet.

I tidsrummet 17-20, hvor mange danskere får fri, laver mad og vasker tøj, er strømmen ofte dyrest, fordi selskaberne i nogle tilfælde må købe strøm fra udlandet for at følge med efterspørgslen.

Andre gange blæser vinden, så vindmøllerne leverer mere energi, og det kan gøre strømmen billigere især på ydertidspunkter som eksempelvis om natten, hvor der ikke er stor efterspørgsel.

Derfor kan man godt vænne sig til at vaske tøj, køre opvaskemaskine og tørretumbler eller lade på elbilen om natten, når strømmen er billigst.

Spar på strømmen til hverdag

Du kan også spare på strømmen, ganske gratis, ved at følge disse råd:

  • Sluk for apparater, som står på standby. Op til 10 procent af en husstands elforbrug bruges på standbyfunktionen.
  • Fyld vaske- og opvaskemaskinen helt op, og vask almindeligt tøj i vaskemaskinen ved en lavere temperatur, gerne 15-30 grader.
  • Undgå at bruge tørretumbler, hvis du har mulighed for at tørre tøjet udenfor.
  • Afrim fryseren. En tommelfingerregel siger, at en fryser bruger ca. 20 procent mere energi, når der er 2 mm rim i den.
  • Sluk for håndklædetørreren.
  • Drop el-terrassevarmere – tag et tæppe på i stedet.
  • Læg låg på gryderne, når du laver mad, og brug mindre vand, når du koger æg, kartofler m.m. Hvis du koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent. Det kan også betale sig at have de rigtige gryder til det rigtige komfur. Bunden på gryder og pander skal være plane for at udnytte varmen optimalt.
  • Hvis du forvarmer en ovn i forbindelse med bagværk eller madretter, kan du overveje muligheden for at lave flere retter, mens ovnen alligevel er varm.
  • Sluk for lyset, når du ikke bruger det, og brug LED-pærer i alle lamper.
  • Udnyt dagslyset. Flyt arbejds-, læse- og legepladser hen til vinduet.
  • De fleste husholdninger kan spare 15-20 procent på elforbruget til lys, uden at det går ud over kvaliteten.

Bolius - få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

Først publiceret: tirsdag 27. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.