Skidt rådgivning? Du kan klage over banken
Hvis du har et økonomisk mellemværende med din bank, som I ikke kan løse, har du som forbruger mulighed for at klage til et ankenævn.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Har du på fornemmelsen, at du er blevet vildledt om et lån, eller at du ikke er blevet hjulpet tilstrækkeligt, hvis der pludselig er hævet penge fra din konto?
Så kan du klage over din bank og få sagen prøvet ved Det Finansielle Ankenævn.
Det var der i alt 509 personer, som gjorde sidste år, ifølge ankenævnets årsberetning fra 2022.
“Ankenævnet tager sig af sager, hvor der er et økonomisk mellemværende mellem forbrugeren og banken,” forklarer cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.
“Du kan eksempelvis klage over et økonomisk tab i forbindelse med dårlig eller mangelfuld investeringsrådgivning, eller hvis du mener, at du er blevet snydt et sted, og der er blevet trukket for mange penge på dit kort,” siger cheføkonomen.
Mange svindelsager
Morten Bruun Pedersen er også ankenævnsrepræsentant i Det Finansielle Ankenævn og sidder derfor med ved afgørelserne.
Det kan du klage over
* Investeringer og investeringsrådgivning.
* Lån, renter og boligfinansiering.
* Beregningsfejl, bidragsforhøjelser og gebyrer.
* Misbrug af betalingskort, konto og svindel med betalinger.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk.
Han peger på, at ankenævnet i øjeblikket tager sig af mange svindelsager med pengeoverførsler.
Faktisk har antallet af klager været støt stigende siden 2019, fremgår det af årsberetningen.
Sidste år blev der afsluttet 479 sager – 116 af dem blev afvist.
I 155 sager fik klagerne et positivt resultat i en eller anden grad – enten fuldt eller delvist medhold.
I de resterende sager blev der indgået et forlig mellem klageren og banken, klagen blev tilbagekaldt eller andet.
Det skal du gøre først
Men inden du kaster dig ud i at klage, skal du ifølge Morten Bruun Pedersen tale med din bank først.
“Er du utilfreds med banken og mener, at du har lidt et tab, så kontakt din rådgiver først. Kommer du ingen vegne, og er du stadig overbevist om, at du har en sag, så kontakt bankens klageansvarlige,” siger han.
“Kommer du stadig ingen vegne, får et utilfredsstillende svar eller modtager ikke et svar inden for fem uger, så kan du gå til ankenævnet.”
Her skal du ind på hjemmesiden og udfylde et skema. Det koster 200 kroner, som du får igen, hvis du får medhold.
“Nogle gange kan det være en god idé at kontakte sekretariatet først for at spørge, hvad de tænker om din sag, da der kan være flere sager, der ligner din, som gennem tiden enten har fået medhold eller ikke har,” fortæller Morten Bruun Pedersen.
Ifølge cheføkonomen tager ankenævnet kun stilling til skriftligt materiale, så du skal ikke møde op.
Det kan der komme ud af din klage
Når du har indberettet sagen, er det en god idé at væbne dig med tålmodighed.
Ifølge ankenævnets årsrapport fra 2022 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid over syv måneder.
Når ankenævnet er nået frem til en afgørelse, findes der overordnet tre typer af resultater: medhold, delvist medhold eller medhold til banken.
“Du kan få medhold i din klage, og så får du penge retur fra banken, hvis banken følger ankenævnets afgørelse, og det gør bankerne som altoverskyggende hovedregel.”
“I sager, hvor man ikke kan gøre det økonomiske tab helt præcist op i kroner og øre, bliver der lavet et skøn,” siger Morten Bruun Pedersen.
Du kan også få delvist medhold, hvilket blandt andet kan betyde, at der mangler yderligere beviser, eller at dele af klagers krav er urimelige.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Først publiceret: mandag 28. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:44