Hvis man har en lav respons på vaccinen, altså at ens niveau af antistoffer er lavt, og det er uanset, om man har været smittet før eller ej, så er sandsynligheden for, at man bliver smittet med corona igen betydeligt øget.

Rækkefølgen af coronasmitte og vaccination har stor betydning

Det er ikke uden betydning, om man i forvejen har haft corona, når man bliver vaccineret, viser nyt studie.

Senest opdateret: tirsdag 26. september 2023

Et nyt studie fra Rigshospitalet og Herlev og Gentofte Hospital giver indblik i, hvordan immunsystemet har tacklet coronavirus under pandemien.

Særligt i forhold til betydningen af rækkefølgen af smitte og vaccination.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Studiet, der er publiceret i tidsskriftet Nature Communications, kan blive en rettesnor for, hvordan samfundet skal beskytte sig mod virus i fremtiden, lyder det.

Rækkefølgen betyder noget

Ifølge Peter Garred, der er leder af forskerholdet og lærestolsprofessor i klinisk immunologi fra Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet, viser studiet, at rækkefølgen af smitte og vaccination har afgørende betydning.

“Hvis man har været smittet med covid-19, inden man bliver vaccineret, er man i højere grad beskyttet efterfølgende, end hvis man kun har fået vaccinen,” siger han.

Han uddyber, at den enkelte persons respons på vaccinen ligeledes har betydning.

“Hvis man har en lav respons på vaccinen, altså at ens niveau af antistoffer er lavt, og det er uanset, om man har været smittet før eller ej, så er sandsynligheden for, at man bliver smittet med corona igen betydeligt øget,” siger han.

Antistoffer er en form for molekyler, man har i kroppen, der angriber virus, som kroppen udsættes for.

Immunprægning

En anden opdagelse i studiet er sammenhængen mellem smitte med den oprindelige Wuhan-variant og reinfektion med Omikron-varianten, fortæller han.

“Hvis man er blevet smittet med den oprindelig variant, Wuhan, og man så efterfølgende bliver smittet igen med Omikron-varianten, så er immunresponsen (som er måden, hvorpå kroppen opdager og forsvarer sig imod virus, red.) svagere end hos dem, som kun har været smittet med Omikron-varianten,” forklarer han.

Han tilføjer, at det skyldes, at immunforsvaret bliver fikseret på den første corona-variant, man bliver smittet med, og hvis man så bliver smittet med en ny variant, har immunforsvaret sværere ved at genkende og reagere ligeså effektivt.

Dette kan have betydning for, hvor godt vi fremadrettet er beskyttet mod nye corona-varianter. Fænomenet er tidligere beskrevet ved influenza og nu også ved corona og kaldes immunprægning.

Han uddyber, at resultaterne af studiet har stor betydning for at udvikle vacciner og tilpasse vaccinationsstrategier fremadrettet.

Først publiceret: tirsdag 26. september 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 26. september 2023 kl. 22:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.