NemID: 31. oktober er det slut
Al support er allerede lukket og hele NemID-systemet lukker 31. oktober. Se hvordan du skifter til MitID.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Bruger du stadig NemID?
Så er du formentlig stødt på beskeder i login-feltet og i NemID nøgleapp om, at NemID er ved at blive lukket ned, og at du i stedet skal bruge MitID.
Al support i forbindelse med NemID er allerede nu lukket, og det er heller ikke længere muligt at få udstedt et nyt NemID.
Hele NemID-systemet lukker 31. oktober 2023. Det betyder, at du ikke længere kan benytte nøgleapp, nøglekort, nøgleviser, Voice Response-løsningen, medarbejdersignatur og Sikker e-mail.
Bliv klædt godt på til MitID
Hvis du bruger NemID i dag og fortsat ønsker at benytte digitale selvbetjeningsløsninger, så skal du have MitID. Du kan få MitID på flere måder. Du kan få MitID ved at scanne dit pas i MitID appen eller ved at møde op i Borgerservice.
Få MitID med pas
Du kan bruge dit pas og MitID appen til at få MitID. MitID appen kan aflæse en chip i dit pas og dermed bekræfte, hvem du er.
Du skal bruge:
- et gyldigt pas
- en telefon, der kan scanne passet (mindst iPhone 7 eller en nyere Android-telefon)
Få MitID i Borgerservice
Du kan få MitID i Borgerservice. hvis du for eksempel:
- ikke har computer, smartphone eller tablet og/eller ikke har et gyldigt pas
- måske bare har brug for lidt ekstra hjælp
Husk at bestille tid til dit besøg i Borgerservice og medbringe gyldig legitimation.
Du kan læse mere om, hvordan du får MitID på MitID.dk.
Få MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser
Hvis du ikke har mulighed for at bruge appen, er MitID kodeviser et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn eller et synshandicap.
På MitID.dk kan du læse mere og finde en vejledning.
Alternativer til MitID
Når du godkender med MitID, svarer det til en fysisk underskrift. Derfor er det vigtigt, at man lever op til kravene for håndtering af det.
Et af de vigtigste krav er, at du ikke må dele dit MitID med andre. Med andre ord skal man kunne håndtere MitID selv. Det betyder for eksempel, at man ikke må dele sit bruger-ID og MitID-koder med andre.
Det betyder også, at hvis man er meget usikker på, hvordan man bruger computer og smartphone, så vil man ikke kunne bruge MitID selv. I sådanne tilfælde skal borgerservice give afslag på at få MitID.
Ikke alle kan leve op til kravene. Derfor står der heller ikke noget i loven om, at man skal have MitID.
Offentlige myndigheder har pligt til at give borgere uden et MitID adgang til alle offentlige services.
Så selvom mange offentlige tjenester i dag kræver, at du logger ind med MitID, så kan du som tommelfingerregel altid bede en offentlig myndighed om at få adgang til samme ydelse uden brug af MitID, for eksempel ved at bruge en papirblanket.
Digital fuldmagt
En anden mulighed er en fuldmagtsløsning.
Hvis du har svært ved det digitale, er et alternativ, at du kan give en pårørende, som du har tillid til, en fuldmagt.
Med en Digital Fuldmagt kan du give fuldmagt til, at en pårørende kan handle på dine vegne i en række offentlige selvbetjeninger.
Når din pårørende har fået tildelt fuldmagten, skal de logge på med deres eget MitID for kunne handle på vegne af dig.
Hvis der er tale om fuldmagt til ikke-offentlige selvbetjeninger – for eksempel din netbank – skal du kontakte virksomheden direkte.
På borger.dk kan du læse mere om dine muligheder med Digital Fuldmagt, finde trin-for-trin-vejledninger samt se hvilke selvbetjeningsløsninger, du kan oprette fuldmagt til.
Først publiceret: tirsdag 10. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:36