Er årets julegave en billet til seniorfestivalen? Halvdelen er solgt
Knap 900 seniorer har allerede købt billet til Seniorfestivalen 24. og 25. juli. Det er over halvdelen af de billetter, der er sat til salg. "Er det en julegave, så skynd dig."
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Billetsalget til Seniorfestivalen næste år onsdag 24. og torsdag 25. juli går strygende.
Indtil nu er der solgt 900 billetter og det er over halvdelen af de i alt 1600 billetter, der bliver sat til salg til festivalen. Så skal du overraske din partner, din ven eller en anden med en festivalbillet som julegave, skal du ikke vente længe med at få billetterne i hus.
Det kan du opleve på Seniorfestivalen
På Seniorfestivalen 24. og 25. juli 2024 kan du blandt andet opleve:
Gasoline
Anne Dorte Michelsen
Frede Fup
Ivan Pedersen & Danmarks Næstbedste Trio
Back to Back
Kaya Brüel & Ole Kibsgaard
Jesper Lohmann med orkester
Young Flowers
Henrik Strube
Paul Banks & Jakob Dinesen
Øernes Blues Band
Mickey Pless & Lisbeth Kjærulff
Duo 413 med Trine Marott og Søren Koch
… og mange flere
Talks med blandt andet:
Ghita Nørby
Flemming Krøl
Abelone Glahn og Marie Lenstrup
… og mange flere
Der er boder fra foreninger og virksomheder, boder med mad- og drikkevarer og masser af aktiviteter.
Mød også Faglige Seniorer og hør om vores arrangementer og gratis nyhedsbreve.
Festivalen finder sted i smukke omgivelser ved Højskolen Marielyst på Falster.
“Salget går over al forventning,” lyder fra festivalkoordinator Mette Rygaard Poulsen.
Billetterne blev sat til salg 1. oktober til en særlig early bird pris til 625 kr. + gebyrer og det satte fra start skub i salget.
Selvom billetterne fra 1. november er udbudt til normalprisen på 780 kr. + gebyrer, oplever Højskolen Marielyst, der står bag festivalen, at der stort set dagligt bliver købt billetter.
Nye koncertnavne
Mens billetsalget har kørt derudaf, er der blevet arbejdet videre på festivalprogrammet.
Seneste koncertnavne på programmet er Øernes Blues Band, som sidste år vækkede stor begejstring til festivalen og Frede Fup, som mange sikkert kender fra deres ungdom.
Også Mickey Pless & Lisbeth Kjærulff, der spiller sammen i revyen, vil være at opleve på festivalen, ligesom Duo 413 med Trine Marott og Søren Koch optræder med et spændende repertoire af især numre fra det populære radioprogram Giro 413.
Søren Koch er måske bedre kendt fra bands som danske The Beatophonics og det legendariske britiske band fra 60’erne, The Zombies.
Sidst men ikke mindst kommer kvindebandet, Gasoline, der med stor succes fortolker Gasolins numre.
Se video med Gasoline
Faglige Seniorer og Danske Seniorer er som tidligere medarrangører på Seniorfestivalen, som finder sted i Højskolen Marielysts park onsdag den 24. og torsdag den 25. juli 2024.
Igen i år vil det være muligt at benytte shuttlebussen fra parkeringspladsen på Lupinparken ved Lupinvej til festivalpladsen og retur.
Billetterne kan tilkøbes i forbindelse med festivalbilletten.
Der kan købes billetter til festivalen her
Først publiceret: torsdag 16. november 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:30