Blandt borgere, der er 75 år eller derover, er det 67 procent, der har tillid til de offentlige digitale løsninger.

Ældre har mindre tillid til MitID og Digital Post

78 procent af borgere har tillid til det offentliges digitale løsninger, men den ældste del af befolkningen halter efter.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Næsten fire ud af fem borgere har tillid til det offentliges digitale løsninger som MitID og Digital Post.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der årligt undersøger tilliden til den digitale offentlige sektor.

Dermed fastholdes niveauet fra 2021 og 2022. Her havde henholdsvis 78 og 77 procent tillid til digitale offentlige løsninger. Tallet for 2023 er igen 78 procent.

Seks procent af de adspurgte mellem 15 og 89 år svarer, at de ikke har tillid.

Det går hurtigt i disse år

Den fortsat høje grad af tillid glæder digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

Særligt fordi det i disse år går hurtigt med digitaliseringen af samfundet, lyder det.

“Som digitaliseringsminister er jeg enormt glad for det, fordi vi er et samfund, der i høj grad er præget af tillid. Det er vores velfærdssamfund bygget på.”

“Og der skal man også kunne have tillid til de offentlige digitale løsninger. Det må ikke ødelægge den grundlæggende tillid, vi har i samfundet,” siger Marie Bjerre.

De ældre skiller sig ud 

Dykker man ned i aldersfordelingen i undersøgelsen, er der dog en gruppe, der skiller sig ud fra gennemsnittet.

For blandt borgere, der er 75 år eller derover, er det 67 procent, der har tillid til de offentlige digitale løsninger. Tallet er steget til 67 procent fra 65 procent i 2021.

“Derfor har vi en særlig indsats for netop den gruppe her,” siger Marie Bjerre.

“Det er vigtigt, at de kan kommunikere med det offentlige – også i takt med at den offentlige kommunikation bliver mere og mere digitalt.”

Hun peger på, at der blandt andet er kommet en ny lov, der gør det lettere for borgere, der er blevet digitalt fritaget. Hun henviser også til et initiativ om, at det skal være nemmere for pårørende at hjælpe med den digitale del af den offentlige sektor.

Hvad mener du?

Hvad synes du, der er galt med at henvende sig digitalt til ældre?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: mandag 15. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.