Reglerne for trailerparkering på offentlige veje er forskellige fra kommune til kommune. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Rodebutik af regler: Sådan må du parkere med din trailer

Hvis du ikke har helt styr på, hvordan du må parkere din trailer, er det forståeligt. Det er nemlig ikke så ligetil.

Senest opdateret: mandag 15. april 2024

Når du svinger bilen ind i en parkeringsbås, er der ofte klare regler for, hvordan parkeringen skal foregå.

Men hvad skal du vide for at være sikker på, at din trailer også står parkeret fuldt lovligt?

“Der er ikke noget generelt at sige desværre,” lyder det nedslående svar fra chefkonsulent Dennis Lange fra bilejernes interesseorganisation, FDM.

Ifølge chefkonsulenten skal du forholde dig til parkeringsregler på to typer områder, hvor der kan herske forskellige retningslinjer.

Og det kan godt være en udfordring at finde rundt i, medgiver han.

“Reglerne kan variere fra kommune til kommune, alt efter hvor længe du kan parkere, og om du skal betale eller ej. Du kan se det i den pågældende kommunes parkeringsbekendtgørelser.”

Se oversigt over parkeringsregler

På Vejdirektoratets hjemmeside kan du søge en oversigt frem over de gældende parkeringsregler i samtlige kommuner.

I Herning Kommune må du eksempelvis gerne parkere din trailer i en offentlig parkeringsbås i maksimalt 12 timer.

Det samme gør sig gældende i Aarhus Kommune, medmindre traileren vejer mere end 750 kilo. Så er det nemlig ikke tilladt på hverdage mellem klokken 18 om aftenen og 6 om morgenen samt lørdage, søndage og helligdage – medmindre andet er bestemt ved afmærkning.

I Københavns Kommune må den derimod stå i op til 24 timer, før den skal afhentes. Her er der først begrænsninger på, hvis totalvægten kommer over to ton.

Tager du til Odense Kommune må din trailer ligesom i Herning Kommune stå i maksimalt 12 timer, men i Herning må du også parkere campingvognen, hvilket du ikke må i Odense.

Det private

Når det kommer til det private, er det også forvirrende, lyder det fra Dennis Lange. For her er heller ingen faste regler. Han anbefaler derfor, at du kigger godt på parkeringsskiltene.

“Hvis der ikke er en specifik skiltning specielt om trailere, så regn med, at der gælder de samme regler som ved almindelig parkering for biler,” siger han og tilføjer:

“Og hvis det er betalingsparkering, vil den rigtige løsning være at betale for to parkeringsbilletter.”

Er du dog nogensinde i tvivl om, hvorvidt du holder lovligt, er anbefalingen fra Dennis Lange, at du kører igen og finder et andet sted at parkere. Ellers er der risiko for at få en afgift.

Hvad siger parkeringsselskab?

Ritzau har spurgt parkeringsselskabet ParkZone, hvordan reglerne for at parkere en trailer i netop deres P-områder er.

ParkZone oplyser i en mail, at en trailer gerne må parkeres på lige fod med en bil, hvis der ikke er skiltet med andet. I det tilfælde gælder de samme regler for en trailer som ethvert andet køretøj.

Ifølge parkeringsselskabet er et af de vigtigste råd til bilister, som vil parkere med en trailer, campingvogn eller lignende, at bilen og traileren er to særskilte køretøjer.

Derfor skal begge køretøjer følge reglerne for parkering, og begge skal registreres med nummerplade i både apps og i automaterne. Derudover skal begge også have p-skive.

Du må gerne optage to båse med din bil og trailer. Det kan både være i forlængelse eller i nabobåsen. Dog skal traileren ligesom bilen følge de regler, der står på skiltene, oplyser parkeringsselskabet.

Forskel på parkeringsbøde og afgift

* Det er kommunen, som fastsætter lokale parkeringsbestemmelser og typisk også udfører selve kontrollen samt giver afgifterne.

* På en privat parkeringsplads udstedes afgiften af det selskab, som p-pladsen har hyret til at udføre kontrol. Politiet kan også udstede en p-afgift, hvis parkeringen er ulovlig, men de kan ikke kontrollere, om betalingen er foretaget korrekt. Du kan ikke få en afgift nedsat.

* Politiet kan give parkeringsbøder, hvis en parkering er til fare for andre eller forhindrer andre trafikanters færdsel. Det er kun politiet, der kan give parkeringsbøder. Vil du klage, skal det ske til politiet.

* Du kan søge om at få en parkeringsbøde nedsat til det halve (dog ikke under 500 kroner), hvis du har en særlig lav indkomst.

Kilde: politi.dk.

Først publiceret: onsdag 10. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 15. april 2024 kl. 10:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.