Du kan bruge chatbotter til alt fra at finde obskure rejsedestinationer til at hjælpe med at lave en pakkeliste til din ferie. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Brug en chatbot som lokal rejseguide på din ferie

Drømmer du om en sommerferie, hvor du ikke støder ind i hundrede andre turister? Så kan det være en idé at bede en chatbot om hjælp.

Senest opdateret: mandag 1. juli 2024

Kunstig intelligens og chatbotter kan bruges til alt fra at lave en madplan og skrive en e-mail til at løse komplekse matematiske ligninger.

Men de kan faktisk også bruges til at planlægge din sommerferie.

“Det er bare vigtigt at vide, at chatbotter ikke fungerer på samme måde som søgemaskiner, og man kan ikke altid stole på dem,” siger Kasper Junge, der er chef for AI-afdelingen i virksomheden Dinero.

“De er glade for kontekst, og det er vigtigt at være så klar i spyttet som muligt.”

Find din næste rejsedestination med en chatbot

* Næste gang du skal på ferie, kan du bruge en chatbot til at vælge en destination.

* Hvis du stiller den spørgsmålet: “Hvor skal jeg holde ferie?”, vil den nok komme med nogle åbenlyse steder som Paris eller Rom. Men du kan forbedre svarene ved at være mere konkret og ved at stille krav. Det kan for eksempel være, at det skal være et børnevenligt sted.

* Hvis drømmen er at finde en destination, som kun de færreste kender til, kan chatbotten også være behjælpelig. Du kan skrive, at den skal komme med nogle obskure eller mindre turistede destinationer. Det kan du blive ved med at bede den om, indtil du er tilfreds.

Kilder: AI-chef og -ingeniør Kasper Junge.

1) Få lokale tips

Med en søgning på Google kan du hurtigt finde frem til de populære og turistede seværdigheder i den by, du skal holde sommerferie i.

Hvis du gerne vil udforske de lidt mindre turistede områder, så kan chatbotten ifølge Kasper Junge fungere som en lokal rejseguide.

“Man kan gå lidt dybere, hvis man bruger chatbotter til at finde ud af, hvad der er af interessante ting på ens rejsedestination. Man kan ende med at stå tilbage med en ret detaljeret plan,” siger han og tilføjer:

“Det svarer lidt til, at man kender en lokal. Chatbotterne har information, som man ikke kan finde på Google.”

Chatbotterne henter deres viden fra alle afkroge af internettet. De adskiller sig fra søgemaskiner ved, at man ikke bare indtaster nøgleord.

“Når man bruger en søgemaskine, får man ofte et forkortet og simpelt svar. Derfor kan man ofte få bedre resultater med en chatbot,” forklarer Kasper Junge.

2) Undersøg kulturforskelle

Er du nysgerrig efter at lære mere om kulturen på din feriedestination, så kan du spørge en chatbot.

“Det kan være svært at google sig frem til kulturforskelle, men det kan man dykke ned i med en chatbot. Hvis man skriver: “Jeg er fra Danmark, og jeg skal rejse til x. Er der noget jeg bør vide, så jeg kan undgå upassende situationer?”, så kan man få svar på det,” siger Kasper Junge.

Men han opfordrer til, at man tager svaret med et gran salt.

“Chatbotten repræsenterer en bestemt verdensforståelse. Det vil sige, at den har nogle fordomme og bias, og derfor skal man også være kritisk over for det, den kommer med,” siger han og tilføjer:

“Det svarer til, at man taler med et rigtigt menneske. Den person vil også have fordomme og bias.”

3) Få en pakkeliste

Du kan også bruge chatbotten at lave en pakkeliste, der passer perfekt til din ferie.

“Man kan både få den til at lave en helt generel pakkeliste, så man ikke glemmer noget, men den kan også lave lister til en specifik destination,” siger Kasper Junge og fortsætter:

“Det kan jo være, at man skal have en bestemt type visum, eller at der er mange myg, så man skal huske en myggespray.”

Dertil kan man også få chatbotten til at lægge et budget eller til at informere om relevant eller fjollet baggrundsviden om destinationen.

Hiv de bedste svar ud af en chatbot

* Chatbotter er ikke søgemaskiner. De fungerer på den måde, at de forudser, hvad det næste ord i en sætning er. Det betyder også, at du ikke altid kan stole på dem. Derfor kan det være en god idé at efterprøve chatbottens svar på Google.

* Når du går i gang med skrive en opgave til en chatbot, ved den ingenting. Derfor er det vigtigt at være så konkret som mulig, og så fungerer det også godt at give noget kontekst. På den måde får du nogle bedre og mere brugbare svar.

* Det er også vigtigt at du er så klar i spyttet som muligt. Hvis du er i tvivl, kan du altid spørge chatbotten, om der er uklarheder i den opgave, du har stillet.

* Samtale er også et godt greb, når du bruger en chatbot. Hvis du for eksempel efterspørger en feriedestination, vil chatbotten give dig generiske svar. Derfra kan du styre den i den rigtige retning ved for eksempel at skrive: “Det skal være et sted med pæn natur”. Du kan også udfordre den ved at bede om flere alternativer.

Kilde: AI-chef og -ingeniør Kasper Junge

Først publiceret: mandag 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. juli 2024 kl. 12:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.