Frederikshavn Kommunes budget 2024
Faglige Seniorer Sektion Nordjylland inviterer til møde om Frederikshavn Kommunes budget 2024 og med udgangspunkt i budgettet, hvilken indflydelse det får på ældreområdet.
Derudover vil der være en orientering om arbejdet i Ældrerådet i Hjørring Kommune.
De kommunale embedsmænd har arbejdet på højtryk hen over sommeren for administrativt at udarbejde budgetterne på de enkelte områder, hvorefter politikerne skal træffe beslutninger om, hvordan den kommunale økonomi skal se ud på politikområderne.
Borgmester Birgit S. Hansen har givet os tilsagn om at indvie os i, hvilke problemstillinger politikerne står overfor, og hvor langt man er kommet i bestræbelserne på at få det mest fornuftige ud af den kendte økonomi. Som sædvanlig stiller Birgit S. Hansen åbent og diskussionsvillig op.
Mange ældre borgere når et tidspunkt i deres liv, hvor helbredet gør, at de ikke selv kan klare dagligdagen i deres bolig, og der bliver behov for forskellige ydelser fra det offentlige.
Det kan være, man får brug for at købe maden via de kommunale tilbud, eller man får brug for hjælp til rengøring af boligen eller til personlige pleje.
Vi ser frem til at høre, hvordan udsigterne ser ud for seniorerne, som måske får støtte eller får brug for støtte i form af hjælp fra det offentlige.
Mødeleder er John Knudsen.
Mødet er åbent for medlemmer af Faglige Seniorer med evt. ledsager.
De bedste hilsner
Faglige Seniorer Sektion Nordjylland