Beboere er arkitekter når pensionsselskab bygger seniorboliger
Boliger til seniorer bliver indrettet efter de kommende beboeres ønsker, når PensionDanmark og RealDania bygger til ældre over 50 år. Faglige Seniorer roser, at beboere inddrages og at der satses på fællesskab.
Senest opdateret: torsdag 8. februar 2018
De kommende beboere bliver taget med på råd, når PensionDanmark og Realdania næste forår går i gang med at opføre seniorboliger i det naturskønne Kildebjerg Ry ved Skanderborg.
Beboerne kan komme med ønsker til, hvordan boligerne udformes. De får også indflydelse på indretningen af boligfællesskabets fællesarealer og er hermed med-arkitekter på deres eget hjem og omgivelser.
Der er stigende efterspørgsel efter boliger målrettet en aktiv seniortilværelse med optimale rammer for et stærkt fællesskab.
Torben Möger Pedersen, adm. direktør
De i alt 30 boliger er målrettet beboere over 50 år og bliver opført tæt på blandt andet en golfbane og en såkaldt sansepark. Boligerne bliver såkaldt bæredygtighedscertificerede og er de første af slagsen i området.
Inddragelse giver tilfredse lejere
“Vi imødekommer en stærkt stigende efterspørgsel efter boliger målrettet en aktiv seniortilværelse med optimale rammer for et stærkt fællesskab. Ved at inddrage de kommende lejere helt fra begyndelsen, forventer vi, at investeringen i attraktive og socialt bæredygtige boliger giver tilfredse lejere og dermed gode afkast til vores medlemmer mange år frem, ” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
De står bag seniorboligerne
- PensionDanmark administrerer arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for over 710.000 medlemmer beskæftiget i private og offentlige virksomheder.
- PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne.
- Realdania er en filantropisk forening, der arbejder inden for det byggede miljø – med det formål at skabe livskvalitet.
- Realdania vil løse problemer i samfundet ved at forbedre de fysiske rammer for menneskers hverdag.
- Realdania arbejder med huse og bygninger, i områderne mellem husene, i byerne og i landsbyerne.
Samtidig med de 30 seniorboliger vil der i området blive gjort klar til yderligere 60 boliger, der opføres som for eksempel såkaldte livsstilsboliger for beboere over 50 år eller flergenerationsboliger.
Model kan genbruges i hele landet
PensionDanmarks nye senior-byggeri og inddragelse af de kommende beboere får tomlen op hos direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
“Der er ingen tvivl om, at Realdania og PensionDanmark har skabt en rigtig god model for byggeri til seniorerne, som kan genbruges og skaleres over hele landet, ” siger Palle Smed
Det er planen, at første spadestik bliver taget i foråret 2019, så de 30 boliger kan blive bæredygtighedscertificeret med karakteren DGNB Guld og være klar til indflytning i sommeren 2020.
Godt seniorliv: Livsglæde og fællesskab
Både lokale borgere og medlemmer af PensionDanmark vil inden da blive inviteret til at bidrage med ønsker for at sikre, at boligerne og deres store fællesområder lever op til beboernes forventninger.
Vi ved at fællesskab og livsglæde er afgørende for at du får et godt liv.
Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer
“Byggeriet tager udgangspunkt i beboernes ønske om fællesskab, og vi ved at fællesskab og livsglæde er afgørende for at du får et godt liv som senior, ” lyder det fra Faglige Seniorers direktør Palle Smed.
Beboerne i det nye byggeri vil få et seniorliv i naturskønne omgivelser og med allerede indflyttede børnefamilier som naboer.
Der er blandt andet direkte adgang til golfbane med 27 huller, sansepark, ridestier, kort vej til centrum af Ry og overkommelig transporttid til både job og oplevelser i Aarhus, Silkeborg eller Skanderborg.
Investeringen følger op på PensionDanmarks gode samarbejde med Realdania om opførelsen af 30 lignende boliger til gruppen af ældre seniorer over 50 år i “Skibet” ved Køge Kyst, fremgår det af en pressemeddelelse.
Først publiceret: torsdag 8. februar 2018
Artiklen er sidst opdateret torsdag 8. februar 2018 kl. 16:11