Sidste kampdag med LO: Skal du med til historisk 1. maj?
I år er sidste gang, LO fejrer 1. maj. Se her, hvor du kan opleve formand Lizette Risgaard og LO’s fire næstformand på arbejdernes internationale kampdag.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
I år er sidste gang, lønmodtagerne i Danmark kommer til at opleve en LO-formand fra en talerstol 1. maj.
Fra næste år er det slut med den 120 år gamle hovedorganisation for fagforeninger i Danmark. Fra årsskiftet sammensluttes LO som bekendt med FTF.
Derfor bliver arbejdernes internationale kampdag i år også en 1. maj, der bliver historisk, skriver LO på deres hjemmeside.
Dagen bliver holdt under sloganet “Alle skal med”.
LO-formand i Jylland
LO-formand Lizette Risgaard er i Midtjylland fra morgenstunden 1. maj og går på talerstolen allerede kl. 7 i Skive.
Den første 1. maj
- 1. maj er arbejderbevægelsens internationale kampdag og blev stiftet på Socialistisk Internationales kongres i 1889
- Dagen fejres tidligt om morgenen i mange fagforeninger og i Socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens partiforeninger.
- Om eftermiddagen er der taler og sang og meget mere i alle større danske byer.
Holstebro og Herning får også besøg på talerstolen af LO-formanden, inden Lizette Risgaard dagen af med traditionen tro at tale i Fælledparken i København.
Også LO’s fire næstformænd er på rød-tourné på kampdagen. Det er Arne Grevsen, Ejner K. Holst, Nanna Højlund og Morten Skov.
Du kan se tidspunkter og steder her på LO’s hjemmeside.
Tid og sted? Tjek din fagforening
Ud over LO’s formandskab taler en række andre formænd og tillidsvalgte fra LO’s medlemsforbund rundt omkring i landet.
Tjek det ud på de enkelte forbunds hjemmesider eller hos den lokale fagforening.
Faglige Seniorer ønsker alle en god 1. maj
Først publiceret: mandag 30. april 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 10:48