Nyhedsbrev fra Faglige Seniorer en stor succes
Velbesøgt møde med Faglige Seniorers direktør Palle Smed, næstformand Villy Nielsen og formanden for Rønne Havn, Thomas Thors.
Senest opdateret: onsdag 2. oktober 2024
Vi havde torsdag 24. maj et vellykket orienteringsmøde på Bornholm med Faglige Seniorers direktør Palle Smed og næstformand Villy Nielsen. 50 faglige seniormedlemmer var mødt op, og vi havde også inviteret tidlige borgmester på Rønne, Thomas Thors, som nu er formand for Rønne havn.
Thomas Thors fortalte om den vellykkede kommunesammenlægning på Bornholm, som siden blev et forbillede for kommunesammenlægninger andre steder i landet.
Dernæst fortalte han om den imponerende udvikling, Rønne Havn er i gang med. En udvikling, der får stor betydning for beskæftigelsen på øen.
Udvidelsen, der koster en halv milliard kroner, omfatter en helt ny 1,1 kilometer lang stenmole, en 300 meter ny kaj til henholdsvis krydstogtskibe og offshore-industri med tilhørende ro-ro-rampe og et 15 hektar stort bagareal til de mange nye aktiviteter og virksomheder, der vil følge med.
Projektets økonomi er sikret alene af de nuværende driftsindtægter på havnen og flere krydstogtskibe, udskibning af vindmøller og andre nye tiltag, vil blot være et ekstra plus i bogen.
Stor forskel på valgdeltagelse til ældreråd
Herefter orienterede Villy Nielsen om de aktuelle ældrepolitiske udfordringer.
Det er ikke alle steder i landet, hvor valget til ældreråd er foregået lige smidigt. Desværre er der stor, stor forskel på valgdeltagelsen fra kommune til kommune. Helt generelt kan man sige, at I de kommuner, hvor kommunalbestyrelsen har gennemført fremmødevalg og i det hele taget interesseret sig for ældrerådet – der har valgdeltagelsen været flot.
I de kommuner, hvor kommunerne har klaret det med brevvalg eller digitalt, har valgdeltagelsen været skammelig lav.
Laveste valgdeltagelse ved årets ældrerådsvalg var på 18,1 procent til valget i Aarhus, hvor der blev stemt digitalt via NemID. Størst var valgdeltagelsen i Rebild, hvor stemmeprocenten var 70,5. Her blev der stemt samtidig med kommunal- og regionsvalget.
Derfor kræver Faglige Seniorer, at alle kommuner afvikler ældrerådsvalget på samme måde og samme tid som kommunalvalget. Det er vigtigere end nogensinde, at fokusere på arbejdet i ældrerådene, fordi ældreområdet i alle kommuner er udsat for et voldsomt pres og besparelser.
Mange kommuner argumenterer med, at det er for dyrt og for besværligt med fremmødevalg. Men når halvdelen af landets kommuner kan finde ud af at det uden de store vanskeligheder, så falder det argument jo helt til jorden.
Lille revolution i Faglige Seniorer
Palle Smed orienterede om den lille revolution, Faglige Seniorer er i gang med. Overalt i landet oprettes der tværfaglige kommunegrupper, som skal arbejde med de lokale ældrepolitiske udfordringer og samtidig fungerer som bagland for medlemmer, der nu er valgt til ældrerådene.
Faglige Seniorer lukkede sidste år sit magasin, og udsender nu i stedet et ugentligt nyhedsbrev på mail. Det betyder, at Faglige Seniorer allerede i dag er 20 gange mere synlige overfor medlemmerne end tidligere. Der er 30.000 abonnenter på nyhedsbrevet og flere kommer til.
Man kan tegne abonnement på nyhedsbrevet ved at klikke her.
Den gode orientering gav også anledning til debat og bagefter var der saltstegt sild og smørrebrød.
Først publiceret: fredag 25. maj 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 2. oktober 2024 kl. 15:47