Stadig flere flytter sammen i et familiebofællesskab med flere generationer under samme tag.

Flyt sammen med dine børn og børnebørn

Flere og flere danskere flytter sammen i familiebofællesskaber med flere generationer i samme bolig. Der er nemlig mange fordele ved, at bedsteforældre, børn og børnebørn bor under samme tag. Tjek hvilken bolig, der passer dig i bolig-testen.

Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019

I dag har mange moderne familier udviklet en slags tre-generationsnetværk, hvor bedsteforældrene i høj grad tager del i børnenes og børnebørnenes liv og hjælper til med bl.a. at passe børnebørnene og hente dem i vuggestue, børnehave og skole.

Stadig flere tager skridtet videre og flytter sammen i et familiebofællesskab med flere generationer under samme tag. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) var der 1. januar 2017 10.259 af den type familier, og det er en stigning på 27 % siden 2007.

– Tendensen kan være udtryk for et begyndende opgør med kravene til forældrerollen i den isolerede kernefamilie blandt nogle familier, siger sociolog Karen Margrethe Dahl, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Der er mere på spil i familiebofællesskabet

Karen Margrethe Dahl bor selv i et bofællesskab, der dog ikke er et familiebofællesskab. Hun kender både fordele og ulemper ved boformen og maner til forsigtighed, fordi der netop i et familiebofællesskab kan gemme sig lig i lasten, som kan gøre livet surt for alle i bofællesskabet.

Hjem til den tredje alder med Faglige Seniorer

  • Faglige Seniorer samarbejder med ”Hjem til den tredje alder”, der er en kampagne skabt af Foreningen Realdania og Videncentret Bolius.
  • Formålet med kampagnen er at sætte fokus på de behov, vi har til boligen – og sætte fokus på, hvordan selvsamme behov kan ændre sig med tiden.
  • I samarbejdet med ”Hjem til den tredje alder” bringer Faglige Seniorer artikler med tips, råd og inspiration om boliger for mennesker i den tredje alder.
  • Du kan læse mere om kampagnen på hjemmesiden www.tredjealder.dk, hvor du også kan stille spørgsmål til en fagekspert.
  • Kampagnen har også sin egen side på Facebook, hvor du kan dele dine erfaringer.

– Selvfølgelig skal man prøve familiebofællesskabet af, når der nu er så store fordele ved det. Men man skal vide, at man tager en chance, når man flytter sammen med familien. Der står mere på spil i et familiebofællesskab end i et traditionelt kollektiv. Hvis det ikke går, skal du jo stadig kunne se familien, siger hun.

Det er ifølge Karen Margrethe Dahl vigtigt, at alle fra starten er enige om, at fællesskabet skal bygge på ligeværdighed, og at tidligere tiders magtforhold ikke længere er gældende. Men hvor der er tætte relationer, er der også risiko for konflikter, og en af de hyppigste er, at bedsteforældrene blander sig i børneopdragelsen.

– I det hele taget er det at bo sammen med andre mennesker hårdt arbejde. Det gælder om ikke at fokusere på uenigheder, men på fællesskabet, og du skal være i stand til at sige “pyt med det”, også om ting, der betyder noget for dig.

Hvis man som familie kan arbejde sig igennem de uenigheder og konflikter, der opstår, og få tingene til at køre, har alle tre generationer til gengæld fordel af at bo i et familiebofællesskab.

Fordele for bedsteforældrene

De bliver inspireret af børnebørnene.
Samværet med børnebørnene holder kroppen og hjernen i gang.
De bliver en aktiv del af børnebørnenes liv, og de opnår tryghed ved at være en del af et større fællesskab.

Fordele for forældrene

De bliver aflastet med det praktiske.
De slipper for dårlig samvittighed i en travl hverdag, bl.a. fordi børnene får tryggere rammer.
De kan uddelegere en del af ansvaret/forældrerollen til mennesker, de i forvejen har stor tillid til.

Fordele for børnene

De lærer at tage hensyn til andre.
De opdager, at der er andre måder at gøre tingene på, de kan spejle sig i andre voksne og får et andet perspektiv på verden end forældrenes.
De får de ældres erfaring, tid og perspektiv – og det får børnene til at reflektere over sig selv som børn.

Test dig selv: Passer din bolig til dig?

Havearbejde, økonomi, indretning og fællesskab – dit liv og dine interesser spiller ind på din boligsituation gennem livet – og omvendt. Tjek, hvor godt din bolig passer til dig og få tips til, hvordan du kan forberede dig.

Tag testen her - KLIK

Først publiceret: onsdag 17. oktober 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 14:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.