Allan Bugge

Da Allan Bugge Vestertorps kone Inga døde for to år siden, lukkede hendes NemID også ned, så Allan ikke længere havde adgang til vigtige dokumenter. De var gift i 36 år.

Alt det Allan gerne ville havde vidst, inden hans kone døde

Da Inga døde, blev Allan overrasket over, at der blev lukket ned for alle de digitale oplysninger, som han havde brug for.

Senest opdateret: søndag 22. september 2019

”Vi havde aldrig talt om, hvad nu hvis…”, fortæller 69-årige Allan Bugge Vestertorp. ”Det gik så hurtigt, og jeg nåede aldrig at overveje, hvilke praktiske problemer, der ville opstå”.

I juni for to år siden var Allan og hans kone Inga til Folkemødet på Bornholm. Inga var som altid helt rask og frisk.

Når nogen dør, har vi brug for at få klarhed over økonomi, pension, skat, bank, e-boks og læge, men det kan vi ikke se mere.

Allan Bugge Vestertorp, enkemand

Til Sankt Hans fik Inga lidt høfeber, som ikke rigtigt ville gå væk. Hun prøvede med lidt høfebermedicin, men det var ikke nok.

Inga måtte en tur til lægen, som opdagede, at Inga, som aldrig havde røget, havde lungekræft.

Allerede i oktober døde Inga af kræften. Hun blev kun 67 år.

Pludselig lukkede alt ned

Allan og Inga havde fælles bankkonto. Det betød, at den straks blev lukket, da Inga døde.

Pludselig havde Allan kun 10 kroner og 35 øre. Han måtte låne penge af sin svoger, indtil skifteretten åbnede for deres bankkonto.

Når man har brug for papirerne, er der lukket.

Allan Bugge Vestertorp, enkemand

”Banken sagde godt nok efterfølgende, at de nok havde fundet en løsning, men så skulle jeg jo havde betalt renter”, fortæller Allan.

Faktisk var det, at han ikke havde adgang til deres fælles bankkonto, nærmest det mindste problem, tænker han i dag.

Allan opdagede nemlig, at alle systemer lukkede ned, fordi Ingas NemID blev lukket.

Det betød, at alt der lå bag NemID blev lukket, så Allan ikke kunne logge på og læse om Ingas livsforsikring eller dødsfaldsdækning i pensionsordninger.

Det overraskede Allan: ”Når man har brug for papirerne, er der lukket”.

Allan kunne heller ikke se Ingas digitale post. Han ville ellers gerne havde set på skat.dk og borger.dk, men det var ikke muligt.

Umuligt at klage

Allans kone var indlagt på Holstebro sygehus, som havde begået en  fejl, da Inga skulle havde fjernet et dræn i lungen. Det var meget smertefuldt.

Inga havde selv arbejdet på børneafdelingen på et sygehus som pædagog. Sammen havde de to snakket om at klage over behandlingen, så de kunne være med til at sikre, at hospitalet fik en bedre arbejdsgang, så andre patienter ikke oplevede den samme fejl.

Men de nåede det ikke, og da Inga døde, havde Allan ikke længere adgang til hendes journaler på sundhed.dk, fordi Ingas NemID var lukket.

Der gjorde det også sværere at skrive klagen.

Aftalen var ellers, at Allan skulle formulere klagen, så skulle Inga læse den igennem. Da Inga døde kunne Allan ikke få adgangtil journalerne.

”Jeg har brugt oceaner af tid på klagesagen,” fortæller Allan.

Hvorfor har man ikke læseadgang?

”Jeg er stor tilhænger af alt det smarte digitale med NemID og digital selvbetjening. Jeg er slet ikke maskinstormer, men det er da mærkeligt, at det lukker ned, når vi har brug for det. Så falder hele systemet jo sammen,” siger en undrende Allan.

”Når nogen dør, har vi brug for at få klarhed over økonomi, pension, skat, bank, e-boks og læge, men det kan vi ikke se mere”, forklarer Allan, som slår fast:

”Det er noget, som berører os alle sammen. Derfor kan jeg ikke forstå, at der ikke findes en løsning på det”.

Allan har et forslag til løsning: På borger.dk skal vi alle have adgang til at vælge, hvem der må se ens oplysninger, når man er død.

”Det skulle jo nødigt ende med, at vi bliver nødt til at udskrive papirerne og sætte dem i ringbind. Det ville være et tilbageskridt”.

Allans råd til andre i samme situation

  • Snak om, hvad der skal ske, når en af jer dør
  • Hav penge på hver sin bankkonto, så I har nok til at klare de første par uger
  • Gem en kopi af din ægtefælles pensionsaftale og livsforsikring i din egen e-boks

Faglige Seniorers nyhedsbrev har talt med Digitaliseringsstyrelsen, som vil overveje Allans forslag, når de inden længe skal se på brugerrejsen i forbindelse med digital selvbetjening i forbindelse med dødsfald.

Sådan får du adgang

Når du dør lukker din e-Boks automatisk. Dine efterladte har ikke længere adgang til NemID, e-Boks og bankkonto.

Du kan læse om, hvordan efterladte får adgang til digital-post her.

 

Først publiceret: tirsdag 13. november 2018
Artiklen er sidst opdateret søndag 22. september 2019 kl. 11:45

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.