Jeg kunne ønske mig at Faglige Seniorer var mere synlige i den offentlige debat
Ole Rønnelund har været faglig aktiv stort set hele sit liv. Han har sine meningers mod og efterlyser mere synlighed og større aggressivitet fra Faglige Seniorer. Den 9. februar fylder han 75 år.
Senest opdateret: onsdag 30. januar 2019
“Vi opkrævede kontingent på arbejdspladserne, hvilket jo gav en rigtig god kontakt med medlemmerne. En lignende måde er naturligvis ikke muligt i dag, men det er vigtigt at ha’ en form for personlig kontakt med medlemmerne”, fortæller Ole Rønnelund om sine første år som faglig ansat i HK. Det var i 1960’erne.
Nu fylder Ole 75 år den 9. februar.
Al den megen erfaring vi har samlet i Hovedbestyrelsen, håber jeg meget vi får bragt i spil, og får skabt en meget større synlighed.
“Min faglige karriere startede tidligt. Min far arbejdede på værftet i Helsingør og Georg Poulsen kom i vores hjem, så selvom mine forældre ikke var egentlig politisk aktive, blev jeg nok lidt præget af miljøet. Men i skolen, som jeg var glad for at gå i, blev jeg valgt som elevrepræsentant da jeg gik i 6. klasse. Og efter skolen, kom jeg i lære i Helsingør Brugsforening i 1959. De havde 17 filialer og samlet 36 lærlinge. Dem blev jeg valgt som repræsentant for. Jeg blev meget hurtigt medlem af HK. Det kostede 2,25 kroner om måneden at være medlem. HK’s ungdomsgruppe blev jeg formand for i 1960.
Fra Søværnet til ansat i HK
Efter 14 måneder i Søværnet, hvor jeg blev uddannet røgdykker, blev jeg ansat den 8. september 1964 i HK Helsingør. Vi var kun 2 ansatte, så vi skulle klare det hele; blandt andet at opkræve kontingent ude på arbejdspladserne. Det gav god kontakt med medlemmerne.
I 1969 kom jeg til HK Hillerød som afdelingssekretær på det private og kooperative område, og 1. januar 1978 startede jeg i HK Forbundet som faglig forhandlingssekretær for butik og en gros. Der var jeg til den 1. marts 2006 hvor jeg gik på efterløn. Jeg var yderst glad for jobbet i HK.
Det gav mange rejsedage, men det fik jeg til at passe med familien.
Sideløbende har jeg undervist på tillidsmandskurser i FIU og også i HK – afdelingerne. Det gav mange rejsedage, men det fik jeg til at passe med familien. Men det har samlet været et alsidigt arbejde.
Jeg har haft 40-års jubilæum i HK, og blev formand for seniorklubben i Hillerød i 2008.
Aktiv som senior
I 2014 blev jeg landsformand for HK-seniorer og det er en fornøjelse.
Vi har 50.300 medlemmer og 51 klubber i hele landet. Klubberne er meget centrale, ligesom det arbejde der foregår i udvalgene: kursus/uddannelse, synlighed/aktivitet, redaktionsudvalget samt forretningsudvalget som er yderst velfungerende.
Persondataloven er en central ting, som vi fortsat må arbejde videre med. Den må ikke begrænse klubbernes aktiviteter. I øvrigt kommer jeg meget gerne ud til vores klubber og taler med dem. Så finder jeg ud af hvad der rør sig, og de kan høre nyt fra os.
I dag sidder jeg også i Faglige Seniorers Hovedbestyrelse. Al den megen erfaring vi har samlet i Hovedbestyrelsen, håber jeg meget vi får bragt i spil, og får skabt en meget større synlighed og større aggressivitet fra Faglige Seniorers side.
Ikke glad for centralisering
Det kan jo lade sig gøre at blive omtalt. Eksempelvis står Faglige Seniorer bag Folketingets beslutning om at hæve beløbet for, hvad pensionister må tjene udover folkepensionen. Det fik vi pæn omtale af i medierne, og selv var jeg i DR 1’s morgenradio og fortælle om det.
Direkte kontakt til Faglige Seniorers klubber er også vejen frem. At ringe direkte fra sekretariatet og til de enkelte klubber virker!
Den elektroniske kommunikation med blandt andet nyhedsbreve, er naturligvis vejen frem. Dog skal man passe på ikke at give folk for mange. I HK har vi takket nej til de mange, og i stedet kommer der et nyhedsbrev omkring 10 gange årligt. Så tror jeg på de bli’r læst.
I HK er der eksempelvis kun 7 afdelinger. Der er for langt til medlemmerne.
Jeg er ikke glad for den centralisering, der er sket i fagbevægelsen. I HK er der eksempelvis kun 7 afdelinger. Der er for langt til medlemmerne, og det ender med at der kun er digital kontakt. Det er alt for upersonligt.
Faglige Seniorer skal stå ved at være en politisk organisation med meninger! Jeg synes ikke, det var rigtigt da fagbevægelsen kappede båndene til Socialdemokratiet. I stedet skal vi være stolte ved vores ståsted, for vores holdninger er gode nok!
Fritid med bridge, motion og camping
I fritiden spiller jeg hygge bridge i ældrecentret, samt bordtennis for at få lidt motion. Og jeg går med min kone Mette i motionscentret, gerne en gang om ugen.
Så plejer jeg familien med 2 børn samt 4 børnebørn med deres mænd og koner. Nu er der også kommet et oldebarn på 2 ½ år, der jo er et af verdens vidundere.
Hvert år til Pinse, tager vi hele familien med, og starter campingsæsonen i vores campingvogn.
Fødselsdagen fejres af flere omgange med cirka 50 private venner og familien til brunch ude i byen og den lokale seniorbestyrelse herhjemme.”
Først publiceret: onsdag 30. januar 2019
Artiklen er sidst opdateret onsdag 30. januar 2019 kl. 17:39