Godt nyt: Influenzaen er ved at klinge ud for i år
Færre er ramt af influenza og Statens Serum Institut melder forsigtigt, at årets influenza-sæson har toppet.
Senest opdateret: tirsdag 9. april 2019
Færre danskere har i år måtte lægge sig på langs med influenza.
Og nu ser det ud til, at sygdommen lige så langsomt er ved at stilne af.
Antallet af henvendelser til læger og sygehuse med influenza er nu på et niveau, som Statens Serum Institut vurderer som ”meget lavt”.
Symptomer på influenza
- Symptomer på influenza er feber, tør hoste, hovedpine samt muskel- og ledsmerter.
- Løbende næse og ondt i halsen er almindeligt. Efter nogle dage kan hosten blive løsere, og det kan opleves som ondt i brystet.
- Madlede, mavesmerter og opkastninger er heller ikke ualmindelig.
- Sygdommen varer normalt 1-2 uger.
Kilde: sundhed.dk
“Dermed ser det ud til, at influenzasæsonen har toppet for denne gang”, siger læge Ida Glode Helmuth fra Statens Serum Instituts afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.
Mange døde sidste år
Influenza-sæsonen i år hører til den mildere af slagsen, hvor færre er ramt af sygdommen.
Sidste år var influenzaen til gengæld hård ved danskerne og førte til over 7.500 indlæggelser og 1.644 dødsfald. Blandt dødsfaldene var 1.200 ældre.
Årsagen var en speciel influenza-type, som ikke var indeholdt i de vaccinationer, som blev tilbudt blandt andet ældre.
Influenza-sæsonen plejer at være helt ovre i løbet af april.
Statens Serum Institut har derfor endnu ikke noget endeligt overblik over, hvor mange der i år har været ramt af sygdommen.
Læs også: Dyster opgørelse: Varme og influenza koster mange ældre livet
Ældre vaccineres gratis
Ældre personer på 65 år og derover er generelt i højere risiko for at udvikle alvorlig sygdom, hvis de smittes med influenza.
Vaccination mod influenza forud for influenzasæsonens start nedsætter risikoen for at blive syg.
Derfor tilbydes i Danmark fra 1. oktober og frem til årsskiftet gratis influenzavaccination til alle ældre personer.
Læs også: Influenza: Ældre i store byer flittigst til at blive vaccineret
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Først publiceret: fredag 15. marts 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. april 2019 kl. 10:50