Orla var sidste mand på fabrikken: Nu fylder han 70 år
Orla Stagil er udlært møbelsnedker, men lagde det mest af sit arbejdsliv på Roulunds Fabrikker. Han var sidste mand, da fabrikken lukkede. Nu fylder den gamle tillidsmand 70 år.
Senest opdateret: tirsdag 13. august 2019
“Vi har Pensionistdage i Seniorhuset i Odense; vi holder møder for medlemmerne i sektionen 4 gange årligt, og der er startet en kommunegruppe i Svendborg, Assens, Middelfart, Nyborg og Odense, så der er gode muligheder for at deltage i fællesskabet,” fortæller sektionsformand Orla Stagil.
“Men desværre kommer der ikke så mange, som der tidligere har gjort til møderne. Det skyldes jo blandt andet nok de mange tilbud, som der generelt er til pensionister”, mener han.
Alle er med til at lave noget, og det giver fællesskab.
Orla Stagil fylder 70 år den 29. april, og har nu været sektionsformand i Faglige Seniorer på Fyn i 5 år.
“Jeg ville da gerne, at der kom flere til vores møder, for vi har faktisk over 16.000 medlemmer fordelt over 39 klubber her på Fyn. Vi ser cirka 6 – 7 klubber til møderne”.
I lære som møbelsnedker
Orla er godt nok født i Holstebro af fynske forældre, men han er fynbo. Bortset fra det første år, har han boet hele sit liv i Odense.
Hans far og mor måtte rejse efter arbejde i fyrrene, og fandt det i Holstebro. Faderen arbejdede med lædervarer og moderen var gangpige på hospitalet. Men de flyttede hurtigt retur til Odense, og faderen gjorde karriere på Albani Bryggerierne.
Selv tog Orla en 9. klasses eksamen og kom så i lære som møbelsnedker.
Han var udlært i 1969, og så var det 10 måneder i militæret i Haderslev. Som ordonnans. Det gav mulighed for både at lære engelsk og maskinskrivning, og det var jo to ting, man fint ville kunne få brug for sidenhen i det private liv.
Kileremme og fagligt arbejde
Efter militæret var der snedkerarbejde nogle år hos hans læremester, og så lavede Orla stilladser på Lindø Værftet fra 1973 til 1979.
Det gav gode penge, men var også hårdt arbejde. Når man kom hjem derfra, var der ikke mange kræfter tilbage, og da en af kammeraterne forslog arbejde på Roulunds Fabrikker, slog Orla til.
Arbejdet bestod i at vulkanisere kileremme.
Det blev til 28 år, og Orla var sikkerhedsrepræsentant i 4 år, og tillidsmand i 13 år for de 160 mand i 6-7 afdelinger, og tog i den forbindelse både førstehjælpskursus og røgdykker kursus.
Han var også medlem af Aktieselskabsbestyrelsen, og var en kort overgang i bestyrelsen for 3F Industri.
Sidste mand på fabrikken
Firmaet lukkede 25. april 2008, og Orla stoppede som 58-årig – som sidste mand på fabrikken.
Roulund var overtaget af det tyske Conti Tech, der havde dækproducenten Continental som moderselskab, og de mente ikke virksomheden var konkurrencedygtig.
Og så var Orla uden arbejde.
Efter at have søgt arbejde i et år – 2 ansøgninger om ugen, mindst! – gik Orla på efterløn.
Byggede udestue og startede pensionistklub
“Jeg byggede udestue hjemme hos os selv, og startede derefter i 3F’s pensionistklub, og der blev jeg hurtigt formand. Det var jeg i 3 år.
Det glæder mig, at vi får en del historier om Faglige Seniorer i de lokale aviser.
Mit arbejde som sektionsformand er jeg glad for. Jeg har en god bestyrelse, og jeg gør en del ud af at arbejdet bliver delegeret ud til bestyrelsesmedlemmerne. Alle er med til at lave noget, og det giver fællesskab.
Det glæder mig, at vi får en del historier om Faglige Seniorer i de lokale aviser. Det bliver læst, og vi gør opmærksom på os selv. Generelt er vores medlemmer jo ikke meget for at tale om politik, men de interesserer sig rigtig meget for deres egne forhold som pensionister. Og det er jo faktisk politik.”
Valg med flæsk
“Jeg er ikke partipolitisk organiseret men kan godt røbe, at den siddende regering ikke er min kop the. Faglige Seniorer er da også medplanlæggere til et stort valgmøde med stegt flæsk. Valgmødet falder torsdagen før valget, og tiltrækker rigtig mange mennesker.
Den fritid, jeg har tilbage, bliver blandt andet brugt i Seniorhuset. Her har vi et træværksted, som jeg er tovholder på hver tirsdag. Alle kan komme og selv lave lidt træarbejde. Og få hjælp.
Vi har 3 børn og 4 børnebørn, og det tager jo også tid. Og så har vi en campingvogn, som vi hvert forår ligger med i 3 måneder i Bogense. Vi tager også på bus- og togrejser – blandt andet til Wien,” fortæller Orla.
Fødselsdagen bliver holdt privat på Næsbylund Kro med et brunch-arrangement.
Først publiceret: fredag 5. april 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. august 2019 kl. 09:55