Borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder var glad for mødet med kommunens seniorer. Han vil nu mødes med dem flere gange om året. Pressefoto.

Positivt dialogmøde med Guldborgsund borgmesteren

Borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder har holdt dialogmøde med seniorerne. Her blev udfordringerne for de ældre i kommunen vendt - alt fra rengøring, ældremad og buskørsel.

Senest opdateret: søndag 22. september 2019

“Jeg selv og min kone vil prøve at få mad hjem fra Fælleskøkkenet for at prøve kvaliteten. Vi er jo opmærksomme på, at det måske ikke er helt i top, for det har mange borgere gjort opmærksom på. Men lad os nu se,” sagde borgmester John Brædder fra Guldborglisten på et dialogmøde, hvor også Allan Ruders, direktør for Social, Sundhed og Omsorg, var tilstede.

Mødet var kommet i stand på foranledning af Faglige Seniorers Kommunegruppe i Guldborgsund og de 12 der deltog, havde forberedt en række spørgsmål om ældres forhold i kommunen. Et af spørgsmålene var netop om Fælleskøkkenet der leverer mad til kommunens institutioner.

“I dag ville vi måske ikke lave Fælleskøkkenet, men for fem år siden fik vi at vide at vi samlet ville spare på driften og det er altså ikke sket. Men vi samarbejder med Lolland Kommune og Regionen om det, og det er jo en del af historien. Det samarbejde kører godt. Vi får lidt tilskud fra forskellige statslige puljer til at drive det, og også fra en ny pulje hvor der tages højde for miljømæssige forhold.

For at gøre det hele så billigt som muligt, køres maden kun ud hvert 14. dag, og det gør jo også at det måske ikke er så spændende. Men husk på at serveringen også må tælle med. Og det er nok ikke alle der evner at servere maden i andet end foliebakken. Der kommer en analyse af Fælleskøkkenet og drift m.m. i slutningen af året, og så må vi se. Tanken var oprindelig at efter 5 år skal køkkenet konkurrenceudsættes, men jeg er ikke sikker på at det løser noget. Vi skal i hvert fald gerne have antallet af kuverter op, for det gavner økonomien.

Bormesteren mødtes med seniorerne i Guldborgsund Kommune. Foto: Carsten Elert

Kommer ind fra gaden og køber mad

Problematikken omkring at der kommer folk ind fra gaden og køber relativ billig mad, er ikke umiddelbar nem. De personer er jo ikke visiteret til måltidet. Og ønsker de en halv portion, koster den ikke det halve at fremstille. Det skyldes at der er grundudgifter til at producere maden uanset om det er et helt eller et halvt måltid. Den udsalgspris vil ikke blive ændret. De kan jo købe et helt måltid og ta’ resten med hjem. Der er også vigtige ernæringsmæssige overvejelser inde i tingene. I øvrigt er der kun cirka 20 personer der efterspørger et halvt måltid, så det er jo meget lidt i det store spil, skal vi huske på.

I er meget velkomne til at besøge køkkenet og høre nærmere, men i skal nok betale for at spise dér. Det er en del af besøget, men så kan i jo opleve kvaliteten og sparer at spise derhjemme den dag.

Busser og budget

Spørgsmålene omkring bustransporten i kommunen, kommer vi til at se på de kommende år. Jeg var ikke opmærksom på, at linje 760 helt er fjernet. Egentlig troede jeg kun der var fjernet busser i weekenden, hvilket kan være galt nok, men at den helt er væk?! Kører en bus imellem kommuner, er regionen jo inde over, så der kan være noget dér, men vi kigger på det.

Det samlede kommunale budget er skubbet så vi har 2. behandling den 31. oktober. Hvad angår puljerne fra staten, håber vi på status quo, men der kan naturligvis være ændringer på grund af den demografiske sammensætning. Men det bør jo så være til vores fordel. Vi må vente og se. 2019 budgettet videreføres i det store og hele til 2020, så derfor kommer der ikke nye besparelser. Men der kan være ’gamle’ aftalte besparelser som effektueres. Men det er i størrelsesordenen 5 millioner kroner. Vi har et budget på 4 ½ milliard så der vil naturligvis være lidt justeringer, men ikke det store.

Rengøring og pleje

Og omkring rengøringen hos de ældre, regner jeg ikke med der bliver ændret. Det er der i hvert fald ikke nogen der ønsker rent politisk.

Og ja, jeg er opmærksom på, at borgeren skal betale 150 kroner når man er placeret på en af vores Midlertidige Døgn Opholdspladser (MDO pladser). Det kan løbe op for en ikke særlig velbeslået pensionist, for der skal jo stadig betales til udgifterne derhjemme. Desværre er det lidt kompliceret. Plejeopgaven ligger hos Regionen så længe man er under behandling. De står så for det rent økonomiske. Så de 150 burde egentlig dækkes af Regionen. Men jeg kan ligeså godt sige det som det er: det bliver ikke ændret for det har kommunen ikke råd til. Men vi kan diskutere det med Regionen. Det her hører under Serviceloven hvorimod Akutstuer hører under Sundhedsloven, og så får borgeren det gratis. Ja, det er lidt kompliceret.

Hvad angår aktiviteter omkring genoptræning m.v. bliver der ikke rørt ved noget.

Rigtig glad for møde

I spørger om det er muligt at I som gruppe bliver høringsberettiget. Alle kan jo kommentere på sager, og vi har jo Ældrerådet som er vores formelle dialogpartner på ældreområdet. Sådan vil jeg gerne at det fortsætter, og så kan I jo præge Ældrerådet og deres diskussioner.

Men jeg har været rigtig glad for mødet i dag, og vil da foreslå at vi holder sådanne møder et par gange om året, og så skal formand og næstformand for udvalget naturligvis med. Og så kan i altid ringe eller bedst, skrive til Allan Ruders for at få svar på spørgsmål der trænger sig på. At få det hele til at glide så nemt som muligt, er jo i vores alles interesse.

Til sidst vil jeg lige nævne, at vi har et stort problem med at få nok Social- og Sundhedsassistenter. Og også hjælpere. Der er mangel på dem, og vi må kigge på de forhold vi tilbyder dem og på arbejdsmiljøet. Vi skal kunne tiltrække dem før de andre kommuner.

Vi må alle være med til at tale deres arbejde op, så det bliver lidt mere attraktivt. De gør det godt!”

Først publiceret: tirsdag 27. august 2019
Artiklen er sidst opdateret søndag 22. september 2019 kl. 15:04

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.