Vinteren har budt på mange eksempler på tricktyverier mod ældre. Det fremgår af døgnrapporter fra politiet.

Tricktyverier mod ældre: Se tyvenes smarte trick her

Bølge af tricktyverier i februar: Tricktyve er opfindsomme og kan udgive sig for at være politi eller håndværkere for at stjæle værdier fra ældre. Se nogle af deres trick her - og se hvad du skal gøre.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Februar har budt på mange eksempler på tricktyverier, som går ud over ældre.

Det viser døgnrapporter fra mange af landets politikredse.

Tricktyvene bliver mere og mere opfindsomme og udgiver sig ofte for at være personer, som de fleste ældre har tillid til.

Læs også: 8 gode råd: Pas på tricktyve, når du skal ud at rejse

Forskellige typer af tricktyverier

I flere tilfælde har mænd skaffet sig adgang til ældres bolig ved at udgive sig for at være fra politiet eller andre myndigheder. Her er nogle eksempler på tyvenes forskellige tricks.

Jeg skal fotografere dine penge

Hillerød, 26.-27. februar 2020: En eller flere mænd fortalte to kvinder, 76 og 89 år, at de var fra politiet og forsøgte at få adgang til deres penge og bankoplysninger. Idet ene tilfælde slap tyven afsted med nogle kontanter under påskud af, at han undersøgte en sag og skulle fotografere hendes penge.

Viste bykort og stjal dankort

Ringsted, 26.-27. februar 2020: En 68-årig mand blev først afluret koden til sit dankort i et supermarked og derefter frastjålet kortet af en mand og en kvinde, der fremviste et kort over byen og bad om hjælp til at finde vej. Bagefter hævede de 10.000 kr. på dankortet.

Vi kommer fra vandforsyningen

Køge, 25.-26. februar 2020: En 87-årig kvinde fik besøg af to fremmede, udenlandsk udseende mænd, som sagde, de kom fra vandforsyningen. Hun lukkede dem ind, og mens den ene distraherede hende, rodede den anden i hendes skuffer i soveværelset. Der blev heldigvis ikke stjålet noget.

Skulle undersøge radiator: Stjal pengeskab

Værløse, 18-19. februar 2020: En mand påstår at skulle undersøge boligens radiator og lukkes ind af en 91-årig mand. Tricktyven slipper afsted med et pengeskab indeholdende personlige papirer og et mindre beløb i kontanter.

Falsk politimand bad om at få hævekort udleveret

Herfølge, 21. februar 2020: En 86-årig kvinde fik besøg af en mand, der påstod, at han var fra politiet. Kvinden bad om at se et politiskilt, men manden nægtede. Kvinden turde ikke andet end at udlevere hævekort og kontanter, som den falske betjent bad om.

Solgte “ægte tæpper” der ikke var ægte

Virum, 24.-25 februar 2020: En mand ringer på hos en 65-årig mand og vil sælge tre ægte tæpper. Den 65-årige køber tæpperne, men da han efterfølgende får dem vurderet, er de ikke så ægte som først antaget.

Banker på bilrude: Stjæler taske fra forsæde

Ringsted, 27. januar 2020: En 72-årig kvinde får stjålet sin taske fra forsædet i sin bil. Hun havde været på indkøb, og da en mand banker på ruden, åbner hun døren. Manden holder en brochure frem og afleder hendes opmærksomhed, og imens åbner en anden mand den anden bildør og stjæler tasken.

Lister ind af ulåst hovedør: Stjæler smykkskrin

Holbæk, 23.-24. januar 2020: En fremmed kvinde lister ind ad en ulåst hoveddør til en 72-årig kvinde. Den fremmede lokker kvinden med ud på badeværelset, og imens lister en mand sig ind. Den 72-årige fatter mistanke og får den fremmede kvinde ud, men dagen efter opdager hun, at et smykkeskrin med guldsmykker er forsvundet.

Kvinder over 80 år mest udsatte

Det er især ældre, der er ofre for den slags tricktyveri. Og langt de fleste er kvinder over 80 år, viser opgørelser fra Danmarks Statistik.

Ud af de 1150 tricktyverier, der blev anmeldt i 2017 var 800 hos kvinder på 80 år og derover.

Politiet advarer om, at man skal være forsigtig og kritisk med, hvem man lukker ind i sit hjem, hvis det er personer, man ikke kender og ikke har en forudgående aftale med.

Er du blevet udsat for et tricktyveri, skal du anmelde det til politiet og til dit forsikringsselskab.

Anmeldelse til politiet kan ske på telefon 114.

Læs også: Netværk af svindlere? Unge anholdt for at franarre ældre penge

Tricktyveri er dækket af forsikringen

Tricktyveri kan være dækket af din indboforsikring. Tjek hos dit forsikringsselskab.

Har du haft besøg af tricktyven?

Har du været udsat for tricktyveri eller forsøg? Hvad er dit råd til andre for at undgå at blive narret af kriminelle? Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Sådan undgår du tricktyveri i hjemmet

Du skal være opmærksom, hvis for eksempel en eller to personer ringer på døren og beder om hjælp eller siger, at de kommer fra hjemmeplejen eller for at aflæse el, og beder om at komme ind.

Tag følgende forholdsregler, så du undgår tricktyveri.

Vær opmærksom og lav faste aftaler

  • Luk kun nogen ind du kender (for eksempel familie og naboer) eller har en fast aftale med (hjemmeplejen, viceværten eller aflæsning af elmåler).
  • Kender du dine naboer, kan i hjælpe med at holde øje og passe på hinanden.
  • Aftal nabohjælp med dem, der bor omkring dig.

Sikkerhed når du får besøg

  • Kig i dørspionen før du lukker nogen ind.
  • Brug en sikkerhedskæde og luk aldrig døren helt op før du ved, om det er en person, du kender eller har en aftale med.
  • Har du ikke dørspion eller sikkerhedskæde på din hoveddør, anbefaler vi at få det monteret. Indtil da - brug eventuelt en kileformet dørstopper, når du lukker op for fremmede.
  • Hvis du bor alene, kan du overveje kun at skrive dit efternavn på dørskiltet.

Omtanke i hverdagen

  • Taske, pung og mobiltelefon bør ikke ligge frit fremme.
  • Lad være med at have for mange kontanter hjemme.
  • Betal dine regninger gennem Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller på netbank.
  • Gem smykker og andre værdier væk, når du ikke bruger dem.

(Kilde: Det Kriminalpræventive Råd)

Først publiceret: torsdag 27. februar 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.