Steen leverer mad og omsorg til de mest udsatte
Coronaen har isoleret de allermest udsatte endnu mere end de var i forvejen. Men 68-årige Steen Rasmussen opsøger dem i skoven eller på bænken med mad, kaffe og et venligt øre.
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Vi dømmer ingen.
Det fastslår 68-årige Steen Ramussen, der som frivillig hos Kirkens Korshær kører ud til både narkomaner, alkoholikere og psykisk syge for at lytte og sikre, at de får mad og andre fornødenheder.
I to år har han uddelt mad, kaffe, soveposer og omsorg til de udsatte på Falster, og under Corona-epidemien er hans arbejde blevet vigtigere end nogen sinde.
For de allermest udsatte skjuler sig i skoven, hvor de lever i ensomhed, og de kommer kun sporadisk ind til Nykøbing for at hente lidt mad og få en kop kaffe i varmestuen på Jernbanegade.
Vi kører ud til i skoven eller på stranden og tilbyder mad og hører, om der er noget, de har brug for.
Steen Ramussen, 68 år, frivillig i Kirkens Korshær
“Normalt kommer der omkring 30 brugere, men på grund af Corona-epidemien ser vi kun de allermest udsatte. Det er også dem vi kører ud til i skoven eller på stranden og tilbyder mad og hører, om der er noget, de har brug for”, fortæller Steen.
Et varmt hjerte for de udsatte
Steen, der er folkepensionist, arbejdede tidligere på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster. Det har umiddelbart ikke meget med socialt arbejde at gøre, men som værge for sin psykisk syge søster har Steen gennem livet haft sin faste gang på psykiatriske hospitaler og bosteder.
“Da min søster døde, ville jeg gerne fortsætte med at arbejde med psykisk syge og udsatte. Derfor meldte jeg mig som frivillig hos Kirkens Korshær, da de åbnede en varmestue i Nykøbing”, beretter han.
Han fortæller, at arbejdet er ekstra vigtigt i øjeblikket. For de hjemløse har ingen andre steder at gå hen, og noget så basalt som at få strøm på mobilen er svært, når man bor i telt i skoven og biblioteket holder corona-lukket.
“De kan komme ned til os og låne en powerbank, så de kan lade telefonen op. På den måde kan de stadig ringe til lægen eller kommunen, hvis de får brug for hjælp”.
Vi hjælper, så godt vi kan
Som frivillig i Kirkens Korshær er man nødt til at acceptere, at man ikke kan redde alle. Brugerne bærer på en tung baggage af misbrug og psykiske problemer, og det er ikke sådan lige at hjælpe dem af med et langt livs problemer. Men man kan lindre og trøste og dele en kop kaffe.
“Det vigtigste er, at vi ikke dømmer dem, men hjælper dem så godt vi kan. De er ofte helt alene og det betyder meget for dem, at der kommer nogen og spørger, hvordan de har det”.
Steen selv er gift på 31. år og har både børn, børnebørn, hus og have at passe. Så det er ikke fordi, han keder sig, men det frivillige arbejde giver noget helt særligt i hans liv.
“Det er vigtigt for mig at føle, at jeg gør en forskel, og det gør jeg her”.
Deltager du i frivilligt arbejde?
Først publiceret: torsdag 28. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:50