Lige nu rapporterer politiet om mange tilfælde, hvor udenlandske håndværkere ringer på og tilbyder at udføre arbejde. Det er ulovligt, og siger du ja kan du risikere at hænge på en kæmpe regning.

Politiet advarer: Derfor skal du sige nej til et godt håndværker-tilbud

Politiet advarer lige nu om udenlandske håndværkere, der ringer på døren og tilbyder at lægge asfalt eller rense fliser. Siger man først ja, kan det blive en dyr omgang.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Pas på hvis det ringer på døren og du bliver tilbudt at få udført arbejde på dit hus eller indkørsel til en billig pris.

Lige nu huserer udlændinge over hele landet, hvor de udgiver sig for at være håndværkere. Oftest tilbyder de at udføre asfaltarbejde for eksempel i indkørslen, rense fliser eller tagrender.

Men arbejdet bliver oftest udført forkert og ikke til den aftalte pris.

Sig nej til tilbuddet

Politi anbefaler, at man takker nej til uopfordrede tilbud fra omrejsende håndværkere. I stedet bør man:

  • Holde sig fra at bruge deres ydelser. Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget, skal man:
  • Afvise dem
  • Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
  • Ringe 1-1-4 og anmelde det.

Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt. Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve - sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen, lyder det fra politiet.

Politiet advarer om, at bliver du uopfordret kontaktet af svindel-håndværkerne, skal du afvise tilbud og takke nej til at få udført arbejde.

Fliserens for 15.000 kroner var sjusk

En kvinde i Charlottenlund fik for eksempel en eftermiddag uopfordret besøg af fem udenlandske håndværkere kørende i en bil med rattet i højre side.

De fem havde tilbudt fliserens for 15.000 kroner. Det havde hun sagt ja til, men efterfølgende var hun meget utilfreds med deres arbejde, der ikke var udført ordentligt.

I Lejre blev et ægtepar opsøgt af nogle udenlandske asfaltarbejdere, der oplyste, at de havde lavet asfaltarbejde i byen og havde lidt asfalt til overs, så de kunne lave indkørslen til huset billigt. Ægteparret besluttede at takke ja til tilbuddet, men arbejdet blev ikke udført som aftalt, idet der blev lagt asfalt på et langt større areal end den mundtlige aftale lød på.

Asfaltarbejderne krævede nu et væsentlig større beløb.

Ingen logo på den gule vest

I Holbæk henvendte en udenlandsk mand med gul vest sig hos et firma og tilbød asfaltarbejde. Manden talte engelsk og havde oplyst at han havde udført arbejde for kommunen, og havde asfalt til over. Han tilbød derfor billigt asfaltarbejde. Firmaet afviste tilbuddet og kontaktede politiet, da de mistænkte udlændingen for dørsalg. Asfaltarbejderen havde ingen logo på sin vest, hvilket firmaejeren fandt mistænkeligt.

Kort efter blev der ringet på døren hos en privat i Ugerløse, hvor der også blev tilbud asfaltarbejde af en udenlandsk mand. Husejeren afviste tilbuddet og sagde, at han ville ringe til politiet, hvis han ikke forlod stedet. Den udenlandske mand skyndte sig herefter væk fra stedet.

Tilbød asfaltarbejde gratis

Politiet rapporterer om tre andre tilfælde på en formiddag ved Ringsted.

Først blev kvinde opsøgt af en engelsktalende asfaltarbejder, som ringede på døren og tilbød at udføre gratis asfaltarbejde. Kvinden afviste tilbuddet og den engelsktalende mand, som kørte fra stedet i en varebil sammen med sit asfaltsjak på i alt to øvrige mænd, som han talte polsk med.

Senere blev en mand kontaktet af en engelsktalende person med skotsk/irsk dialekt, som tilbød at lave nogle huller på gårdspladsen, da de havde noget flydende asfalt i overskud. Anmelderen takkede nej til tilbuddet og udlændingen forlod stedet.

Sidst på formiddagen fik politiet anmeldelse fra en kvinde, som oplyste, at en engelsktalende mand kort forinden havde henvendt sig ved hendes forretning i Ringsted, hvor han tilbød gratis asfaltarbejde. Butiksindehaveren afviste tilbuddet og manden forlod stedet igen.

Hold øje med signalement

Politiet undersøger nu sagerne om de mistænkelige forhold nærmere.

Kontakt politiet med det samme, hvis du får lignende tilbud og nedskriv signalement og køretøjets registreringsnummer. Så har politiet mulighed for at efterforske sagerne og finde frem til de mistænkelige arbejdere.

Hvad er dit råd til andre?

Hvad er dit råd til andre, der bliver opsøgt af udenlandske håndværkere, der har et “godt tilbud”? Dit råd og tip er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/3115196825195241

Først publiceret: tirsdag 21. juli 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.