Med et 30-årigt afdragsfrit lån kan boligejere med store friværdier udnytte afdragsfriheden til nedsparing af boligformuen.

Få lån med 30 års afdragsfrihed og fast rente

Både Nordea og Realkredit Danmark tilbyder nu realkreditlån med fast rente og med mulighed for afdragsfrihed i hele lånets løbetid på op til 30 år. Lånet er designet til boligejere med stor friværdi.

Senest opdateret: mandag 19. oktober 2020

Gennem de seneste par år har tre realkreditselskaber tilbudt boligejere mulighed for at bytte de gældfrie mursten ud med kontanter gennem optagelse af et realkreditlån med 30 års afdragsfrihed.

Kravet for at opnå 30 års afdragsfrihed er blot, at lånet befinder sig inden for 60 procent af boligens vurdering.

Hidtil har det Danske Bank-ejede Realkredit Danmark, Nordea Kredit samt Totalkredit kun tilbudt 30 års afdragsfrihed for variabelt forrentede lån. Men nu tilbyder både Danske Bank og Nordea de samme lån med fast rente.

30-årigt afdragsfrit lån er designet til udnyttelse af friværdi

Med et 30-årigt afdragsfrit lån kan boligejere med store friværdier udnytte afdragsfriheden til nedsparing af boligformuen. Dermed er den nye låntype velegnet for pensionister, der vil sikre sig et fast tilskud til pensionen – uden at være nervøs for stigende rente.

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

Yngre boligejere med relativt store friværdier har tilsvarende mulighed for at justere på deres udgifter – for eksempel i perioder med uddannelse, barselsorlov, arbejdsløshed eller andre større sociale begivenheder.

Går du netop efter fleksibilitet, er Realkredit Danmarks variant af lånet en oplagt mulighed. Således er det muligt at til- og fravælge afdrag gennem hele lånets løbetid og samtidig vælge størrelsen af afdragene. Omkostningen er et gebyr på 1.000 kroner for hver ændring.

Pris for lån på 1 million: 921 kroner om måneden i 30 år

Den faste rente gennem 30 år betyder, at medmindre bankerne hæver bidragssatsen, er du som låntager sikret en fast ydelse på realkreditlånet frem til udløbet af lånet.

Har du for eksempel en bolig til en værdi af 1,7 millioner kroner og kun skylder 1 million kr. i boligen, har du mulighed for at bytte det eksisterende lån ud med et nyt 30-årigt lån med fuld afdragsfrihed gennem hele løbetiden.

Resultatet bliver et lån på 1 million kr., som efter skat koster cirka 920 kroner månedligt. Til sammenligning koster et tilsvarende lån med afdrag cirka 3.300 kr. månedligt efter skat. Beregningen er baseret på et lån med en rente på 1 procent og en kurs på henholdsvis 99,95 og 97,95

Øvelsen kan i sagens natur også foretages, hvis du ikke skylder noget i boligen og blot ønsker lidt flere penge til det daglige forbrug.

Ekstraregning ved afdragsfrihed

Afdragsfrihed på et fastforrentet lån er imidlertid ikke gratis, og betalingen falder over flere omgange.

For det første koster afdragsfriheden et lidt højere bidrag til realkreditselskabet på mellem 0,15 og 0,20 procentpoint. For et lån på en million kr. svarer det til cirka 100 kr. månedligt.

Dertil kommer et større kurstab på det 30-årige lån med fuld afdragsfrihed. For et lån på 1 million kroner udgør kurstabet i skrivende stund cirka 20.000 kroner, mens der stort set ikke er er noget kurstab på det fastforrentede lån med afdrag.

Kurstab er blevet mindre

På den positive side tæller, at kurstabet ikke er ret meget større, end da der blev udstedt fastforrentede lån med 10 års afdragsfrihed for blot 5-6 år siden.

I dag udgør kurstabet på et fastforrentet lån med 10 års afdragsfrihed blot 6.000 kroner mod 15.000 til 18.000 kroner for en håndfuld år tilbage.

Endelig koster afdragsfrihed på et lån flere rentekroner, da gælden er uforandret gennem hele den afdragsfrie periode. Ved et lån med afdrag falder restgælden en smule hvert år, hvilket dermed giver lavere renteudgifter.

RD har billigste bidragssats

Realkredit Danmark har benyttet lejligheden til at forhøje bidraget med 0,05 procent på det nye fastforrentede FlexLIfe-lån, hvilket bringer den samlede bidragssats op på 0,61 procent.

Nordea Kredit har valgt at holde bidragssatsen uændret for sit ny NordeaFrihed-lån. Med en samlet bidragssats på 0,73 procent, er Nordea Kredit dog stadig dyrere end Realkredit Danmark.

Et lån på en mio. kr. koster således 1.200 kr. mere om året hos Nordea Kredit end hos Realkredit Danmark.

Realkreditlån uden afdrag er velegnet til spekulative låntagere

For låntagere, der ønsker mulighed for aktiv gældspleje, er det 30-årige fastforrentede og afdragsfrie lån den aktuelt bedste mulighed. På grund af den lange afdragsfrihed er lånet langt mere kursfølsomt end det traditionelle 30-årige lån med fast rente.

Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig betyder den større kursfølsomhed, at der ved en rentestigning på 1 procentpoint vil blive skåret 150.000 kr. af restgælden ved et lån på 1 million kroner.

Til sammenligning vil restgælden kun falde med 10 procent på et ordinært 1 procent-lån med afdrag.

Jørgen Munksgaard Rasmussen er ekspert i boligøkonomi, herunder finansiering af boligen, omlægning af lån, køb og salg af bolig, forældrekøb samt boligen som investering. Han er uddannet i sociologi, journalistik og økonomi.

Kort og godt om realkreditlån med 30 års afdragsfrihed

Hos Realkredit Danmark og Nordea Kredit kan låntagerne vælge mellem et lån med fast eller variabel rente, mens Totalkredit kun tilbyder 30 års afdragsfrihed på et variabel forrentet realkreditlån.

Danske Bank tilbyder lånet Flexlife med rentetilpasning på mellem et og ti år (F1 til F10), mens Nordea tilbyder Frihed30-lånet med rentetilpasning enten hvert tredje eller hvert femte år (S3 eller S5).

Totalkredit baserer sit 30-årige afdragsfrie lån på et F-kort lån med halvårlig rentetilpasning eller et såkaldt Rentemax lån med en maksimal rente på 3 procent og en rentebinding på 5 eller 10 år.

Hos Danske Bank og Totalkredit kan du belåne op til 75 procent af boligens vurdering, men kan først opnå afdragsfrihed, når restgælden falder til under 60 procent af vurderingen.

Hos alle tre realkreditselskaber kræver 30 års afdragsfrihed, at der ikke er optaget hverken realkredit- eller banklån i boligen ud over 60 procent af vurderingen. Dertil kommer, at det afdragsfrie lån kun ydes til helårsboliger.

Efter 30 år skal lånet indfries, hvilket typisk vil finde sted gennem optagelse af et nyt lån eller ved et salg af boligen.

Først publiceret: mandag 19. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. oktober 2020 kl. 12:49