Det handler om at finde de aktiviteter, du har lyst til skal være indholdet i dit nye liv.

Seniorklar: Starten på dit liv som pensionist

Det er et kæmpeskridt at gå fra arbejdsliv til tilværelsen som pensionist. På et erfaringsværksted støttet af Velux Fonden kom seniorer med gode råd til overgangen.

Senest opdateret: fredag 23. oktober 2020

Det er et af livets helt store forandringer at gå fra arbejde sidste gang for at tage hul på en helt ny tilværelse som pensionist eller efterlønner.

For den nyslåede pensionist skal både afvænnes fra arbejdslivets vaner og tilvænnes seniorlivets muligheder og begrænsninger. For nogle kan overgangen vare måneder, for andre kan det vare år.

Jeg har gået til konfirmationsforberedelse, men jeg har ikke gået til pensionistforberedelse.

På et erfaringsværksted i Faglige Seniorer støttet af Velux Fonden har 12 seniorer givet deres oplevelser og erfaringer videre.

Det er samlet i rapporten ”Gode råd til kommende seniorer”, som Lisbet Theilgaard og Niels Møller har udarbejdet.

”Når man forlader arbejdet, mister man samtidig noget af sin identitet. Det kan give en følelse af manglende selvværd. Overgangsperioden skal bruges til at finde sig selv i en ny livssammenhæng. Man skal prioritere sine ønsker og behov od derudfra træffe sine egne valg,” lød det fra deltagere i erfaringsværkstedet.

Gode råd til kommende seniorer

Rapporten "Gode råd til kommende seniorer" er udarbejdet på baggrund af Faglige Seniorers erfaringsværksted, hvor 12 seniorer fortalte om afskeden med arbejdet, overgangen til seniorlivet og tilværelsen som pensionist eller efterlønner.

Erfaringsværkstedet blev gennemført med støtte fra Velux Fonden og under ledelse af en aktiv gruppe seniorer med Tage Arentoft som projektleder. Rapporten er udarbejdet af Lisbet Theilgaard og Niels Møller og udgivet i efteråret 2020.

Her kan du hente rapporten som pdf

Andre slog fast, at det er meget vigtigt med forberedelse. Gerne allerede mens man er i arbejde for at undgå chok og frustrationer.

”Ryd op og smidt ud – både mentalt og i forhold til konkrete ting fra dit arbejde. Når du har ryddet op, skal du sætte noget nyt og andet i stedet. Det er vigtigt at have nye interesser klar.”

Ned i tempo

I rapporten fremgår det, at det i overgangsperioden gælder om at finde en ny dagsrytme. Det er vigtigt at geare enormt ned i tempo.

Overgangsperioden kan ses både som en afvænning og en tilvænning.

Afvænning fra arbejdet, som har givet struktur, orden og mening på hverdagen, men også tilvænning til, at der ikke længere er en arbejdsgiver eller leder, der bestemmer. Nu har du friheden til selv at bestemme.

Men du skal også finde ud af, hvad du vil bruge din frihed til.

”Det handler om at finde de aktiviteter, du har lyst til, skal være indholdet i dit nye liv. For mange kommer det ikke af sig selv,” fremgår det af rapporten.

Tabu at tale om udfordringer

For mange er det tabubelagt at fortælle andre om, at der er problemer med at leve på en ny måde som pensionist.

”Folk kan finde på at sige, at det at holde op med at arbejde ikke havde været noget problem for dem selv. Senere kom det frem, at de havde haft problemer, men ikke brød sig om at tale om det.”

Men rådet er: Overgangen til livet som pensionist betyder mange udfordringer – det er naturligt – ligesom andre overgange i livet. Det skal man erkende og omgivelserne acceptere det.

En deltager udtrykte det på denne måde:

”Jeg har gået til konfirmationsforberedelse, men jeg har ikke gået til pensionistforberedelse.”

Gode råd til overgangsfasen

  • Tænk ud af boksen. Der er masser af muligheder. Du kan alt, hvad du vil
  • Det er dig, der skal tage initiativer
  • Få vaner der passer til din nye frihed
  • Udlev dine drømme
  • Tænk over dine værdier. Hvad gør dig glad
  • Vær nysgerrig og opsøgende
  • Tænk både krop og hjerne
  • Du får nye muligheder i forhold til familie og børnebørn
  • Bliv gammel sammen med venner og familie

Først publiceret: fredag 23. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret fredag 23. oktober 2020 kl. 18:15