Legetøj er det store hit, når seniorerne køber julegaver på nettet.

Corona-skræk? Seniorer strømmer på nettet for at shoppe på Black Friday

I forhold til sidste år vil over dobbelt så mange seniorer handle på nettet på årets store tilbuds-dag Black Friday. Legetøj står øverst på indkøbslisten. Se her hvordan du handler sikkert.

Senest opdateret: tirsdag 22. december 2020

Der bliver færre seniorer med fyldte indkøbsnet på byens gader, når danskerne går indkøbs-amok på fredag.

Årets Black Friday bliver nemlig først og fremmest en indkøbsfest på nettet, når det handler om danskere over 60 år.

En ny undersøgelse viser, at mere end dobbelt så mange seniorer vil svinge kreditkortet hjemmefra bag skærmen i forhold til sidste år.

Denne ekstra store stigning vil jeg tro skyldes corona-krisen, der har fået flere til at kaste sig ud i handle på nettet.

Tanja Oda Sørensen, marketingschef i Nets

Over halvdelen af seniorerne siger, at de shopper online i år – sidste år var tallet 24 procent.

5 ting du altid skal tjekke på Black Friday

Der er en række tommelfingerregler du altid bør overveje inden du går på tilbudsjagt.

  • Er prisen god nok?
    Lad dig ikke forblænde af førpriser og rabatter. Tjek prisen på en prisportal, så du er sikker på hvad du reelt sparer.
  • Har du returret, hvis du fortryder?
    Du har ikke nødvendigvis returret på varer købt i butikker. Få klarhed over reglerne, før du køber din vare.
  • Har du brug for varen?
    Høje rabatter og slagtilbud, kan få dig til at købe varer, du ikke havde tænkt du havde behov for, så overvej altid dit reelle behov.
  • Er varen den bedste for dig?
    Ligesom det ikke giver mening at købe tøj til dig selv, som ikke passer, på samme måde bør du også overveje om den vare du kigger på passer dig.
  • Er butikken e-mærket
    Er webshoppen e-mærket er du sikret, at shoppen overholder de krav og regler, der er til de handelsbetingelser, der stilles i forbindelse med din bestilling. Du er også sikret, at webshoppen leverer som lovet, og at varerne lever op til det beskrevne. Du kan tjekke om shoppen er e-mærker her.

Kilde: Forbrugerådet TÆNK og e-mærket

Samtidig oplyser kun 22 procent, at de vil bevæge sig ud i fysiske butikker for at handle. Sidste år var antallet dobbelt så stort.

Undgår lange køer og risiko for smitte

”I år er det især interessant at se på de ældre, der har taget et kvantespring i deres tilgang til Black Friday. Det er forventeligt, at flere ældre tager online handel til sig, men denne ekstra store stigning vil jeg tro skyldes corona-krisen, der har fået flere til at kaste sig ud i handle på nettet. Og det giver god mening, da man på nettet undgår lange tilbudskøer og risiko for smitte,” siger Tanja Oda Sørensen.

Hun er marketingschef i betalingsvirksomheden Nets, der står bag undersøgelsen.

Unge mest vilde

Hver tredje over 60 år oplyser i undersøgelsen, at de vil shoppe på Black Friday, hvilket er en stigning i forhold til sidste år.

Det er dog fortsat færre end befolkningen generelt, hvor 52 procent af alle danskere vil gøre brug af de gode tilbud.

Og langt færre end de unge, hvor hele 72 procent af de unge i aldersgruppen 18-29 år vil købe ind til Black Friday – enten på nettet, i butik eller begge steder.

Legetøj det store senior-hit

”Når vi zoomer ind på de seniorer, der har svaret ja til, at de vil shoppe på Black Friday, så kan man virkelig se, at de ældre har taget onlinehandel til sig i år, hvilket kan skyldes corona, der har gjort det mere trygt at handle hjemmefra,” fortæller Tanja Oda Sørensen.

Næsten tre ud af fire over 60 år forventer således at handle mere på nettet i år frem for i fysiske butikker.

Og seks ud af ti planlægger at købe julegaverne på Black Friday.

Seniorerne hiver først og fremmest legetøj ned fra hylderne under den store tilbudsjagt på fredag.

Således havner dukker, Lego og andet til børnebørnenes julegaver i hver tredje seniors indkøbsnet.

Herefter topper bøger, bolig- og haveartikler samt skønhedsprodukter på seniorernes indkøbsliste, viser undersøgelsen fra Nets.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Top 5: Det har seniorerne planer om at købe på Black Friday

Indkøb Andel
Legetøj 33 %
Bøger 23 %
Bolig- og haveartikler 23 %
Skønhedsprodukter 21 %
Oplevelser, mad og andet Under 20 procent

Kilde: Nets, 2020. Der kan være planer om indkøb fra flere kategorier. Derfor er det samlede tal større en 100 %

 

Først publiceret: mandag 23. november 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. december 2020 kl. 14:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.