Politiet: Tag ikke telefonen, hvis dette nummer ringer
Modtager du et opkald fra telefonnummer fra nu nedlagt politistation, skal du undlade at tage telefonen.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Ringer dette nummer, skal du ikke tage telefonen.
Sådan lyder advarslen lige nu fra politiet.
Nummeret er: 6471 1448.
Det tilhører Assens Politi, der nu er nedlagt.
Borgere kan blive snydt
Personen, der bruger nummeret, udgiver sig for at være fra polititiet, og fortæller til de uheldige borgere, at de har været udsat for et identitetstyveri og /eller, at de er impliceret i en sag om bedrageri.
Der er der risiko for, at selv påpasselige borgere bliver snydt, fordi adressen og den gamle politistation dukker op, hvis man googler telefonnummeret.
Fyns Politi understreger, at der ikke er noget der hedder ”Assens Politi”, og at nummeret ikke er i brug længere.
Tirsdag 30. marts blev der modtaget 6 anmeldelser fra borgere, der var blevet ringet op af personer, der udgav sig for at være fra Assens Politi.
Uklar hensigt
Det er uklart, om dem der ringer fra det gamle politi-nummer er på jagt efter bankoplysninger, Nem-Id eller andre personfølsomme oplysninger.
”Men uanset deres forehavende, skal man ikke oplyse den slags i telefonen. Modtager man et opkald fra ovenstående nummer, så bør man helt lade være med at tage den,” advarer politiet.
Bedraget? Ring til banken
Har du fået et lignende opkald, kan du anmelde det til Fyns Politi på 114.
Hvis du i god tro har oplyst eventuelle bankoplysninger eller personlige oplysninger, opfordrer Fyns Politi til, at du anmelder det og får ringet til din bank hurtigst muligt og får spærret kortet.
Har du været udsat for telefon-svindel?
Del og advar andre
Du kan kommentere artiklen og dele den, så andre kan blive advaret mod telefonsvindlen – på Faglige Seniorers Facebook-side.
Svindel på telefonen
Telefonnumrene bag fupopkald kan være svære at genkende som svindelnumre. De kan nemlig både være hemmelige numre, have dansk område-kode og ligne de numre, som danske virksomheder har.
Tager du telefonen, kan du spotte en svindler på:
- Opkaldet handler om at få personlige oplysninger ud af dig
- Personen påstår, at han vil hjælpe dig med din computer eller at du har problemer for eksempel med dit betalingskort.
- Svindleren vil ofte forsøge at skræmme dig til at udlevere dine oplysninger.
Udlever ALDRIG personlige oplysninger til personer, du ikke kender eller har en aftale med.
Først publiceret: onsdag 31. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:24