Kendt TV-kok sælger sommerhus til 25 millioner kroner

TV-kokken Camilla Plum har solgt sit stråtækt fiskerhus på 70 kvm. i første strandrække i Tisvildeleje til dansk IT-milliardær.

Senest opdateret: lørdag 3. april 2021

Den kendte TV-kok, Camilla Plum, har gjort en opsigtsvækkende sommerhushandel. Hun har nemlig solgt sit 70 kvadratmeter lille, gamle og stråtækte sommerhus for hele 25 millioner kroner, skriver SE og HØR i denne uge.

SE og HØR’s historie om Camilla Plums gamle og kostbare sommerhus.

Det lille fiskerhus, som TV-kokken og kogebogsforfatteren Camilla Plum brugte som sommerhus, stammer tilbage fra 1775, og det er nu helt uden sammenligning årets dyreste sommerhus.

Camilla Plum købte selv sommerhuset for 26 år siden – i 1995 – for mindre end 700.000 kroner, skriver SE og HØR.

Fiskerhuset ligger i alleryderste række række til stranden i det attraktive nordsjællandske sommerhusområde, Tisvildeleje, og køberen er IT-milliardæren og stifter af Netcompany, Carsten Krogh Gomard.

Hvis navnet Netcompany får en klokke til at ringe, så er det ikke helt galt. Det er nemlig Netcompany, der har fået til opgave at lave det kommende danske corona-pas til alle danskerne.

Det er heller ikke første gang Carsten Krogh Gomard opkøber kendis-ejendomme. Lige nu bor han nemlig i en villa til 42 millioner kroner i Holte, som han i sin tid købte af forretningsmanden og politikeren Klaus Riskær Petersen.

Først publiceret: fredag 2. april 2021
Artiklen er sidst opdateret lørdag 3. april 2021 kl. 13:46