Ofrene var alle ældre, der blev franarret deres konto-oplysninger.

Snød ældre for 2,5 millioner og rejste til Tyrkiet

23-årig bedrog ældre for millioner: Ringede og sagde han var fra Nets. Nu har han fået fængselsdom.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

En 23-årig mand har tilstået, at han har udført telefonbedrageri rettet mod ældre danskere.

De ældre blev franarret i alt 2,5 millioner kroner.

Det har retten på Frederiksberg nu takseret til tre års fængsel.

Svindlen fandt sted i perioden fra februar 2019 til august 2019 og omfatter i alt 124 tilfælde af bedrageri og forsøg på bedrageri, hvor manden har ringet og udgivet sig for at være ansat hos NemID, banker eller Nets Betalingsservice.

Stjal fra ofres konti

Den 23-årige mand har ringet til fortrinsvis ældre borgere og udgivet sig for at være ansat hos NemID, banker eller Nets Betalingsservice.

Han har forsøgt at franarre borgerne deres personnummer, NemID-nøglekort og andre oplysninger. I 33 tilfælde lykkedes det at få udleveret oplysninger, hvilket gjorde ham i stand til at stjæle ca. 2,5 millioner kroner fra de ældres konti.

Straks efter sine seneste bedragerier rejste manden i august 2019 til Tyrkiet.

Nytårsaften 2020 returnerede han til Danmark. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.

Målrettet bedrageri mod ældre

”Bedragerierne er særdeles grove, idet de har været sat i system på en yderst organiseret måde, og har været målrettet ældre borgere. Heldigvis viser dagens strafudmåling også, hvor dybt forkastelig og uacceptabel denne form for kriminalitet er,” siger anklager Gutti Harryson.

Manden er desuden dømt til at skulle betale næsten to millioner kroner i erstatning til de forurettede og de banker, der har mistet penge som følge af bedragerierne.

Den 23-årige har modtaget dommen, og han er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Først publiceret: torsdag 22. april 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.