Det er i maj at skovlen og frøene skal i jorden.

Maj er en udplantningsmåned: Her skal du give den gas

I maj er både køkkenhaven og blomsterbedene klar til, at man kan give fuld knald på at så og plante

Senest opdateret: fredag 21. maj 2021

Når kalenderen rammer maj, kan man typisk mærke sommeren. Og det smitter af på haven. Her er det nemlig tid til at give den gas i både køkkenhaven og blomsterbedene.

Mia Stochholm, som er redaktør på tidsskriftet Praktisk Økologi, kalder sågar maj for en udplantningsmåned.

“Her kan stort set alt udplantes. Det gælder blandt andet de varmekrævende grøntsager som majs, græskar, porre, knoldselleri. De er normalt sarte for kulde, men i slutningen af maj kan de godt komme i jorden”, siger hun.

I starten af maj skal de sidste kartofler også i jorden sammen med bønner.

Årsagen er, at jordtemperaturen er nået et tilpas højt niveau, og at risikoen for nattefrost er minimal.

“Det er kun folk, der bor i det centralt i landet, som kan risikere nattefrost i starten af maj”, siger Mia Stochholm, og forsætter: “Skulle nattefrosten komme, bør man have noget plastik liggende, som kan lægges over køkkenhaven”.

Det gode vejr i maj

En anden grund til, at maj er en måned, hvor mange vælger at plante ud, er det gode vejr.

“Rigtig mange vælger at plante ud, fordi solen og det varme vejr giver dem lysten til det. Det er også her, at planterne viser sig fra deres bedste side, og på planteskolerne bliver man nemt fristet”, siger Mia Stochholm.

Disse sommerblomster kan plantes i maj

Mia Stochholm, der er redaktør på tidsskriftet Praktisk Økologi, kalder maj den store udplantningsmåned i blomsterbedene. Her er et par eksempler på sommerblomster, man kan sætte.

* Asters.

* Tagetes.

* Morgenfruer.

* Solsikker.

* Sommerblomster kendetegnes ved, at de typisk kun holder en sæson.

* De kan både udplantes, eller man kan så dem selv.

Også buske er det tid til at sætte nu, fortæller mangeårig haveekspert Jesper Carl Corfitzen.

“Maj er måneden, hvor man også kan få plantet nogle bærbuske. Har du haft eksotiske planter som et oliventræ eller citrusplanter til vinteropbevaring, er det også tid til at få dem stillet frem”, siger han.

Det samme gælder skærmliljer, som skal opbevares tørt og køligt om vinteren, inden de kan komme frem til sommeren.

Ud over at give los i køkkenhaven, er det ifølge Jesper Carl Corfitzen på tide at få plantet krydderurter ud. Det gælder blandt andet persille, purløg og basilikum.

Ikke glemme krydderurterne

Her har Mia Stochholm et godt råd, så vi ikke glemmer krydderurterne i løbet af sommeren.

– Jeg vil anbefale, at man planter sin krydderurter i krukker eller et højbed tæt på køkkenet, så du nemt kan komme til dem. Al erfaring viser, at vi aldrig får det brugt, hvis ikke det er i nærheden af køkkenet, siger hun.

Krydderurter trives også bedre i krukker eller højbede, fordi temperaturerne her er varmere end i køkkenhaven.

Når du planter ud, må du ikke være nærig med vandkanden. Planterne har nemlig brug for vand i etableringsfasen, fortæller Mia Stochholm.

/ritzau fokus/

Først publiceret: onsdag 19. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. maj 2021 kl. 12:58