Kommer du i gang med at læse klassikere, så venter der mange gode oplevelser.

Sådan kommer du i gang med at læse klassikere

Det er ikke uden grund, at nogle bøger får klassikerstatus, for der venter dig nemlig store læseoplevelser. Her får du rådene til at komme godt fra start.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Du kender dem af navn. Og måske står der endda nogle stykker og samler støv ovre i bogreolen.

Men hånden på hjertet så er det nok de færreste af os, der har krydset alle de litterære klassikere af listen, som vi kunne tænke os.

Hvis du synes, det kan virke uoverskueligt at kaste dig ud i mastodonterne, så får du her eksperternes dåseåbnere til det litterære skatkammer.

Læg fordommene væk

Først og fremmest skal du prøve at lægge alle dine fordomme og forventninger fra dig, råder Helene Johanne Christensen, som er forfatter og underviser i blandt andet moderne klassikere.

“Husk, at du ikke skal elske en klassiker. Men prøv at være åben, og læs nogle sider. Hvis du ikke lige synes, det er noget for dig, så læs forordet, efterskriftet eller google lidt. Og prøv så at læse videre med de informationer”, foreslår hun.

Hvis bogen stadig ikke fanger dig, så foreslår hun, at du lægger den væk. Måske rammer den dig bare ikke der, hvor du er lige nu. Og måske er den slet ikke for dig.

Der kan også være meget at hente ved selve udvælgelsen. Prøv at få inspiration fra folk med nogenlunde samme smag som dig.

“Andres entusiasme smitter. Så det er generelt en god idé at tale om det. Eller ligefrem at læse den samme bog samtidig, så man kan ringes ved og snakke om den”, siger Helene Johanne Christensen.

-“Det kan tit åbne værket og fordoble den oplevelse, man får ud af læsningen. Man vil altid gå til bogen på forskellige måder, lægge mærke til forskellige ting eller forstå det forskelligt. Måske får man også selv en dybere forståelse ved at få spørgsmål og reflektere over den”.

Tre tips til at komme i gang med læsningen

* Find ro til læsningen. Hellere læse kort og koncentreret end i længere tid, mens mobilen konstant er på sidelinjen.

* Læs højt. På den måde tvinger du dig selv ned i tempo i læsningen, og du kan dele oplevelsen med andre.

* Begynd gerne med en kortere bog. Du bliver en bedre læser af at læse, så det er fint at starte blidt ud.

Kilde: litteraturhistoriker og lektor Erik Skyum-Nielsen fra Københavns Universitet.

Kan læses på flere måder

Det er vigtigt at have for øje, at bare fordi det er en klassiker, skal du ikke have noget bestemt ud af bogen.

Det er faktisk en del af klassikernes dna, at de kan læses på flere måder, og at man kan få noget vidt forskelligt ud af dem, mener Erik Skyum-Nielsen, som er litteraturhistoriker, lektor ved Københavns Universitet og anmelder for Information.

“Man skal ikke væbne sig med en masse akademiske fraser og tro, at man skal have dem bekræftet. Det behøver ikke at være godt for andet eller andre end dig selv”, siger han.

Her finder du klassikerne

Leder du efter et sted at starte, kan det være en idé at gå på opdagelse i nogle af forlagenes klassikerserier.

“Man kan næsten være sikker på, at det er gode bøger af høj kvalitet”, siger Helene Johanne Christensen og tilføjer, at de også ofte er udstyret med et forord, der kan sætte scenen for din læsning.

Der kan også være hjælp at hente ved søge en dybdegående avisanmeldelse frem.

“Her kan man tit få indblik og kontekst til værket”, siger hun.

Det kan være en hjælp at gå efter udgaver, der er blevet opdateret sprogligt, så du eksempelvis ikke skal i krig med store begyndelsesbogstaver og dobbelt A.

/ritzau fokus/

Først publiceret: torsdag 20. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.