Poul Schlüters tre børn mistede også helt ubærligt deres mor i denne uge.

Schlüters tre børn mistede både mor og far på en uge

Poul Schlüters datter siger, at det er helt ubærligt at miste begge forældre inden for en uge – lige som det bliver tungt at skulle begrave dem med få dages mellemrum.

Senest opdateret: tirsdag 1. juni 2021

Poul Schlüters tre børn, Anne Marie, Søren og Peter, mistede ikke blot deres far i sidste uge.

Også deres mor, Poul Schlüters første hustru fra 1963 til 1978 døde – blot to dage før sin tidligere eks-mand, fortæller datteren Anne Marie Schlüter von Lowzow til Ekstra Bladet.

Majken Gabriel Schlüter døde i tirsdags 86 år gammel, og i følge datteren var ingen af de tre søskende forberedt på moderens død, idet hun var indlagt på et hospital med en på ingen måder livstruende sygdom.

Helt uforberedt

“Ingen af os var forberedte på vores mors død. Derfor kom opringningen som et chok. Med min far vidste vi, hvilket vej det gik. Han havde været syg i nogle dage, og vi nåede alle at være om ham, da han gik bort”, siger Anne Marie Schlüter von Lowzow.

Ud over de tre børn var det også Poul Schlüters hustru, balletskolelederen Anne Marie Vessel Schlüter, der var ved sin mands side, da han sov stille ind i døden torsdag 27.maj om morgenen.

Datteren siger til Ekstra Bladet, at det er helt ubærligt at miste begge forældre inden for en uge – lige som det bliver tungt at skulle begrave dem med få dages mellemrum.

Begraves 2. og 5. juni

Majken Gabriel Schlüter skal begraves d. 2. juni, mens Poul Schlüter, der blev 92 år, skal begraves Grundlovsdag fra Holmens Kirke i København.

Poul Schlüter giftede sig kort efter skilsmissen fra Majken Schlüter med Lisbeth Schlüter i 1979.

Lisbeth Schlüter blev en populær, udadvendt og afholdt førstedame under Poul Schlüters første periode som statsminister. Både personligt og politisk var hun en uvurderlig støtte, og det var meget tungt for ham at miste hende i 1988, da hun døde af kræft, blot 43 år gammel.

Året efter, i 1989 blev han så gift med sin nuværende hustru, 72-årige Anne Marie Vessel Schlüter, som han ved sin død havde været gift med i 31 år.

Først publiceret: mandag 31. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 1. juni 2021 kl. 06:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.