Frank Erichsen skal rådgive FN om biodiversitet. Foto: Peter Wath.

Bonderøvens nye job: -Det er lidt skørt, siger Frank

Frank "Bonderøven" Erichsen skal rådgive FN om biodiversitet. Er blevet Nordeuropas repræsentant i 25-mand stor FN-gruppe.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Vi ser ham oftest med hænderne nede i mulden på Kastaniegaarden, mens han på klingende jysk og med stor begejstring fortæller om livet på gården – og i naturen.
Men nu skal Frank ‘Bonderøven’ Erichsen til at finpudse de engelske gloser og sætte sig til rette foran en computerskærm.
Han er nemlig blevet inviteret til at indtræde i FN’s “Advisory Board” for FN’s miljøprogram (UNEP) og FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) sammen med 24 andre medlemmer fra hele verden.

– Det er lidt skørt, siger Frank Erichsen indledningsvist, da han bliver spurgt ind til sin nye rolle.

Overså FN-invitation

Vi har alle i mere end 10 år fulgt med, når Bonderøven pløjede marken ved hestekraft og byggede et hus af bæredygtige materialer med sine bare næver. Nu skal Frank Erichsen bruge sine mange års erfaring fra et liv i balance med naturen til at rådgive FN. Det er i hvert fald planen.

Han fortæller, at det er et par måneder siden, at han fik invitationen. Først på mail, hvilket han overså. Så via et telefonopkald fra en FN-medarbejder fra Kenyas hovedstad Nairobi, der bad ham tjekke sin mailindbakke.

-Selvom det er lidt upræcist lige nu, så jeg er ikke i tvivl om, at mødet med de her mennesker kommer til at skabe enestående muligheder for at løfte de udfordringer, man står med rundt omkring, siger Frank Erichsen.
-De lægger heller ikke skjul på, at de gerne vil have stærke ambassadører, der kan drive udviklingen i de lande, hvor board-medlemmerne sidder, uddyber Frank Erichsen, der for nylig har kunnet ses i programserien ‘Giv os naturen tilbage’.

Kastaniegaarden har førsteprioritet

Som medlem af rådgiverstaben skal Frank Erichsen repræsentere hele Nordeuropa. Endnu har han ikke været til det første møde med de 24 andre medlemmer. Et møde, der kommer til at definere de rammer, de kan rådgive ud fra.

Helt officielt er formålet at rådgive FN om beskyttelse og genoprettelse af naturen. Det sker i forbindelse med FN’s arbejde med genopbygningen af økosystemer i perioden 2021 til 2030, hvor der globalt set skal gives plads til ny, vild natur på et areal svarende til størrelsen af Kina.

Svært at bryde vaner

For dét program handler om, hvordan man får borgerne til selv at gøre noget for biodiversiteten ved at bryde deres vaner. Blandt andet ved noget så enkelt som at undlade at slå græsplanen.
– Vi har gjort os store erfaringer med at skabe folkeforandring. Og fået et indblik i, hvorfor det er så ufatteligt svært at rykke ved noget, der er vanestyret. At det altid er sværere at undvære noget, når man ikke ved, hvad man får i stedet.
Jobbet i FN vil dog aldrig komme til at trumfe jobbet på Kastaniegaarden, understreger han.
– At passe Kastaniegaarden er hjertet i alt, hvad jeg gør. Alle de andre ting, jeg får rodet mig ud i, står på skulderene af de følelser og erfaringer, jeg er rundet af ved at være herhjemme på gården og i den virkelighed, vi har skabt herude, siger Frank Erichsen og slutter:
– Det er dét, der driver mig – og som driver mig ud i håbet om at kunne gøre en forskel.

Først publiceret: torsdag 3. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.