Pas på, hvis du i lidt større omfang sælger ting på loppemarkeder.

Afsløret af MobilePay: Kvinde skal betale 160.000 kr. til skat for loppesalg

Indsættelser på bankkonto beviser salg af porcelæn og andre brugte varer for over 300.000 kr. på tre år, og nu skal der betales både moms og skat af omsætningen, dømmer Landsskatteretten

Senest opdateret: fredag 1. oktober 2021

Pas på, hvis du i lidt større omfang sælger ting på loppemarkeder, ved garagesalg, på reolmarkeder og lignende steder. Hvis kunderne betaler med for eksempel MobilePay, så kan myndighederne føre kontrol. En kvinde skal nu af med mindst 160.000 kroner i moms og skat af, hvad hun har fået ind ved at afsætte ting på den måde.

Kvinden fortæller, at det blandt andet er arvegods og sine egne sager, hun har solgt på den måde. Porcelæn, tæpper og andet. Så kan det handles skattefrit.

Men hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten tror på, at det er hendes egne sager. De mener, at hun har solgt så meget, at hun driver selvstændig virksomhed.

Se afgørelsen her

Kontoudskrifter fra bank og MobilePay viser, at hun har omsat for op mod 320.000 kroner i løbet af tre år. Det skal hun nu i første omgang betale over 60.000 kroner af i moms.

Desuden har Skattestyrelsen forhøjet hendes skattepligtige indtægt med de resterende over 250.000 kroner Det koster hende mindst 100.000 kroner i arbejdsmarkedsbidrag og skat.

Ingen bilag

Kvinden er ansat i en kommune. Hvis hun skulle have købt tingene og solgt dem videre, så ville det have kostet hende penge i indkøb. Men det giver Landsskatteretten hende intet fradrag for ved beregning af moms og skat.

“Der er jo ikke fremlagt regnskaber eller købsbilag, som beviser, at der har været afholdt udgifter til varekøb”, konkluderer Landsskatteretten.

Hun får altså fuldt skrald på både moms og skat.

Kontoudskrifter

Det fremgår ikke af afgørelsen fra Landsskatteretten, hvordan moms- og skattemyndighederne har fået øje på kvinden. Men pludselig får hun besked om at fremsende bankkontoudskrifter for tre år.

Desuden skal hun redegøre for en række bankindsætninger foretaget via MobilePay. Hun skal også forklare om andre indsættelser på sin konto.

Skattestyrelsen kan på den måde opgøre, hvor meget der er kommet ind. Det er helt op til 55.000 kroner på et kvartal.

Derefter har Skattestyrelsen afgjort, at hun har drevet virksomhed uden at lade sig registrere efter reglerne. Den afgørelse er nu godkendt af Landsskatteretten.

MobilePay til kontrol

Revisionsfirmaet BDO omtaler afgørelsen i et nyhedsbrev. Manager i firmaet inden for moms Jens Christian Kjærgaard advarer om, at skattemyndighederne benytter MobilePay i sit kontrolarbejde.

“Hvis det, der sælges på den slags markeder, er private genstande, så skal der hverken betales skat eller moms. Men man skal kunne sandsynliggøre, at der er tale om private sager, hvis myndighederne spørger”, understreger Jens Christian Kjærgaard.

Ellers kan det medføre en opkrævning for moms og skat, som i den aktuelle sag.

Kvinden er holdt anonym i skattemyndighedernes gennemgang af afgørelsen. Det fremgår heller ikke, hvor i landet hun har solgt tingene. 

Vil du tjene penge på din hobby?: Sådan er reglerne for efterlønnere og pensionister 

Sådan er reglerne for salg

  1. Al salg af private ejendele som udgangspunkt skattefrit – uanset om det foregår online eller på et loppemarked, reolmarked, garagesalg eller andet sted. Det vil sige, at du frit kan sætte dit tøj til salg på Trendsales eller sætte en stand op på det lokale loppemarked med dit nips og dine møbler uden at skulle opgive fortjenesten til Skattestyrelsen.
  2. Hvis dine onlinesalg eller besøg på loppemarkeder begynder at tage fart, skal du passe på. Får du en høj fortjeneste, og begynder du at opkøbe tøj og møbler for at sælge det videre på regelmæssig basis, kan Skattestyrelsen vurdere, at du driver hobbyvirksomhed. Så skal du betale skat af overskud.
  3. Skattestyrelsen kan også vurdere, at dine loppesalg er en erhvervsmæssig virksomhed. Hvis omsætningen overstiger 50.000 kr. årligt, skal du momsregistreres. Du skal så også betale arbejdsmarkedsbidrag og skat af overskud.

Først publiceret: onsdag 29. september 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 1. oktober 2021 kl. 15:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.